TV MIDTVEST kommer på TikTok: - Vi er allerede i kontakt med nogen i dag, som vi ikke var i går
TV MIDTVEST vil have fat på den yngre målgruppe, og det skal et nyt videoformat hjælpe til med.
- Det var vildt! Det var helt vildt at trykke udgiv og se, om der skete noget, om der var nogen, der hoppede ind og så det, siger TV MIDTVEST's nye TikTok-reporter Andrea Marie Marschall.
Klokken 9 fredag morgen tog TV MIDTVEST nemlig springet ud i en lettere ukendt verden. Nemlig det sociale medie TikTok.
I to uger har journalisterne Andrea Marie Marschall og Sarah Katrine Houe arbejdet intensivt med at få TV MIDTVEST ud at flyve på platformene TikTok og Youtube.
- Det har været meget anderledes, og vi har skullet tænke i nogle nye baner, siger Andrea Marie Marschall og fortsætter:
- Hvordan skal det lige fungere på TikTok i stedet for som et nyhedsindslag.
Giver det mening for jer, som journalister, at sidde og lave TikTok videoer?
- Hundrede procent. Det er jo en unik mulighed for at nå den yngre målgruppe, som ikke nødvendigvis går ind og ser vores tv-udsendelser eller læser vores artikler, supplerer hendes kollega Sarah Katrine Houe.
Omdiskuteret medie skal få fat i de unge
TV MIDTVEST har ifølge nyhedschef Marc Killigren Akselsen et godt tag i rigtigt mange af midt- og vestjyderne, men når det kommer til de unge, så er situationen en lidt anden.
- Vi skal være dygtigere til også at vise de gode historier og de stærke fortællinger på de platforme, hvor de unge er, og det er de jo i særdeleshed på TikTok og YouTube, siger han.
Derfor giver det rigtig god mening, at tv-stationen nu også kaster kræfter i de nye platforme, mener han.
- Det er allerede kæmpestort. Vi er allerede i kontakt med nogen i dag, som vi ikke var i går, siger Marc Killigren Akselsen.
Første forårsdag TikTok
Særligt den kinesiske app TikTok har ellers været meget omdiskuteret, og flere medier har boykottet brugen af den.
Har I ikke været bekymrede for at skulle på TikTok?
- Nej, det har vi sådan set ikke. Der er allerede et hav af medier derude, og det er de jo, fordi at brugerne er der, svarer TV MIDTVEST's nyhedschef.
- Der er rigtigt meget ikke verificeret indhold derude og meget fake news, så der er et behov for, at public service-medier som TV MIDTVEST kommer ud og fortæller nyheder med den ægtehed og troværdighed, som vi står for, siger Marc Killigren Akselsen.
- Jeg aner intet om det
Præcis hvordan nyhederne så skal leveres til de unge, det kan nyhedschefen dog ikke hjælpe med.
- Jeg aner stort set intet om det, griner han og forsætter:
- Det bliver nødt til at være de unge mennesker her i huset, der har den sult og ærgerrighed til at fortælle historier til den målgruppe, de selv er i, understreger han.
Og det er en opgave, de to nye SoMe-reportere gerne tager på sig.
- Selvom det måske virker mere fjollet med TikTok og sociale medier, så er det ligeså seriøse nyheder, vi formidler, fortæller Sarah Katrine Houe.
- Historierne er ligeså vigtige, casene er ligeså vigtige, og de skinner ligeså meget igennem. Nu har vi bare fortalt det, så det bliver fedt og sjovt, og i et noget højere tempo, siger Andrea Marie Marschall.
Flere af de nye videoer vil også blive uploadet til YouTube og til tvmidtvest.dk.