Team Rynkeby ændrer årets rute: Cykler fra alternativt Paris til København

På grund af corona har Team Rynkeby Midtvest ikke kunne tage den normale rute til Frankrig. I stedet starter de i den lille by Paris, der ligger mellem Lemvig og Struer.

Der tages holdbilledet med det Midt- og Vestjyske svar på Eiffeltårnet. Foto: Peter Oddershede Pedersen, TV MIDTVEST

De næste fire dage bruger Team Rynkeby på at cykle fra byen Paris i Midt- og Vestjylland til den danske hovedstad.

Læs også Team Rynkeby aflyser tur til Paris - nu håber lokale på dansk alternativ

Den alternative rute er først blevet mulig, efter forsamlingsforbuddet er blevet ændret, så man nu må samle sig 50 personer. Hele turen er derfor blevet planlagt på bare tre uger.

- Det er ligeså meget rejsen hertil, der har gjort, at nu skal der være forløsning, så om det hedder Paris eller København, det, synes jeg, er lige fedt, siger Leon Friborg Jeppesen, der er holdkaptajn for Team Rynkeby Midt-Vest

Holdet starter fra Bike Point i Klosterhede, men den officielle start på ruten ligger i Midt- og Vestjyske Paris. Det er her, der bliver taget holdbillede, og så er der også sat en miniatureudgave af Eiffeltårnet op, for at give rytterne lidt af følelsen fra det franske Paris.

Cykler for andre

Team Rynkeby samler ind for Børnecancerfonden, så da forsamlingsforbuddet endelig blev hævet til 50 personer, var det en stor forløsning.

- Det betyder alt. Det er en fantastisk sag, og jeg har snakket om det i mange år at ville gøre det her for andre. Nu lykkes det, og vi står her alle sammen. Jeg glæder mig som et lille barn på trods af, at vejrudsigten er forfærdelig, siger Morten Pedersen fra Aulum.

Da de gule trøjer kom til Paris, var der et heppekor af tidligere ryttere klar med flag og positive tilråb. En af dem husker tydeligt, da han selv nåede byen - dengang var det bare i Frankrig.

- Jeg synes, det er så ærgerligt for dem, og jeg håber for dem, at de springer på igen næste år, og ser om det kan lykkes der, fordi det skal de opleve. At køre ind i Paris dernede var for mig på højde med andre store ting i livet. Det må jeg indrømme, fortæller den tidligere Team Rynkeby rytter fra Lemvig Brian Vejlby.

Alt det, som holdet får indsamlet, vil blive overrakt til Børnecancerfonden den 26. september i København.

01:47

Se indslaget fra nyhederne den 4. juli: Team Rynkeby Midtvest kan ikke cykle til Paris som sædvanligt på grund af corona. Derfor tager de nu en tur Danmark rundt.

Luk video