Søren Gade får støtte fra uventet kant – flere ’røde’ vælgere har stemt på ham

Flere af dem, der normalt ikke stemmer på Venstre, har gjort det ved EU-valget på grund af Søren Gade.

Søren Gade har haft et godt valg til Europa-Parlamentet (arkivbillede).
Søren Gade har haft et godt valg til Europa-Parlamentet (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Søren Gade fra Venstre har fået mange stemmer til Europa-Parlamentsvalget. Rigtig mange stemmer. Det er ikke kun de normale vælgere af partiet, der har sat kryds ved den tidligere Forsvarsminister.

For mange af dem, der normalt er til andre partier, har denne gang sat deres kryds ved Venstre-manden. Men ikke fordi, han er fra Venstre.

- Jeg synes, at han er en meget sympatisk mand. Det er den eneste politiker, jeg sådan set har tillid til – det er Søren Gade på trods af, at han er Venstremand, siger Allan Pedersen fra Hjerm.

Han er normalt en del af den røde blok, hvor Socialdemokratiet får hans stemme. Men ikke denne gang.

Allan Pedersen stemmer normalt på Socialdemokratiet, men denne gang har han stemt på Venstres Søren Gade.
Allan Pedersen stemmer normalt på Socialdemokratiet, men denne gang har han stemt på Venstres Søren Gade.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Taler til folket

En anden, der har taget samme valg som Allan Pedersen, er Lone Nørgaard Holst-Hansen fra Struer.

Hendes kryds sættes normalvis også i den røde blok, men ikke til valget til Europa-Parlamentet.

Her fik Gade krydset af en helt bestemt årsag.

- Han er på en eller anden måde blevet en, der taler til folket. Vi kan genkende noget af vores eget liv i ham. Det er noget af det, der har en betydning, når vi skal sætte en stemme – at det er en, der faktisk taler til folket som en af folket, siger Lone Nørgaard Holst-Hansen.

Lone Nørgaard Holst-Hansen mener, at Søren Gade er blevet en, der taler til folket.
Lone Nørgaard Holst-Hansen mener, at Søren Gade er blevet en, der taler til folket.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

EU eller Folketinget?

At Søren Gade har klaret sig så godt til Europa-Parlamentsvalget rejser et stort spørgsmål: Ville det være bedre for Venstre, hvis han var opstillet til Folketinget i stedet?

Her er de to Gade-vælgere uenige.

- Jeg tænker, at det er en fornuftig beslutning at få en person med hans kompetencer i EU. Han er en glimrende fortaler for vores bevarelse af vores velfærdsmodel. Den tænker jeg, at vi har behov for også at gøre EU opmærksomme på – hvor betydningsfuld den er for os også. Der er en masse ting, jeg er uenig med Søren Gade i, men lige nøjagtig her tænker jeg, at Venstre har truffet en rigtig fornuftig beslutning, siger Lone Nørgaard HolstHansen.

Allan Pedersen havde gerne set Søren Gade som kandidat til Folketinget. Men han mener også, at Gade kunne tage et større skridt end blot at være kandidat for Venstre.

- Jeg synes sådan set, at han skulle have været stillet op til formand for Venstre for længst. Det, tror jeg, havde gavnet Venstre. Specielt med den situation, de befinder sig i. De havde trukket nogle stemmer over fra sådan nogle som mig i hvert fald, siger Allan Pedersen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Allan Pedersen så ville stemme på Søren Gade er svaret helt klart.

- Ja, absolut. Det ville jeg. Det er der ingen tvivl om. Lars Løkke ville ikke kunne få min stemme. Ham har jeg ikke så meget tiltro til, siger han.

1:21
Flere af dem, der normalt ikke stemmer på Venstre, har stemt på Søren Gade ved EU-valget. Hør her hvorfor.