Som barn så Niels Erik Mikkelsen selv en 'ildkugle': - Det glemmer man aldrig

For nylig fløj en stor ildkugle henover den midtjyske nattehimmel. Som barn fik amatør-astronom Niels Erik Mikkelsen en lignende oplevelse.

Det ville være 'once in a lifetime', hvis man finder sådan en meteorit, siger Niels Erik Mikkelsen.
Det ville være 'once in a lifetime', hvis man finder sådan en meteorit, siger Niels Erik Mikkelsen.
Foto: Andrea Marie Marschall, TV MIDTVEST

Som barn fik Niels Erik Mikkelsen sig noget af en oplevelse. 

Sammen med at par andre brugte han det meste af en nat på at kigge på meteorer - blandt folkemunde også kaldt stjerneskud.

En aften var han så heldig, at meteoren bevægede sig så tæt på Jorden, at det lignede en stor ildkugle, der var på vej ned mod ham.

Da ildkuglen - eller meteoren - kom tæt nok på Jorden, gik den ud, og Niels Erik Mikkelsen ved stadig ikke, om resterne fra ildkuglen faldt hele vejen ned på Jordens overflade og blev til såkaldte meteoritter.

Ikke desto mindre forbliver det et mindeværdigt øjeblik for NIels Erik Mikkelsen, der i dag kalder sig selv for amatør-astronom. 

- Har man set det, tror jeg aldrig man glemmer det, siger Niels Erik Mikkelsen. 

Sådan så det ud lørdag 4. marts, da en stor ildkugle lyste nattehimlen op. Foto: Jesper Grønne.

En unik oplevelse 

Niels Erik Mikkelsen var dermed førstehåndvidne til et lignende fænomen, som også fandt sted lørdag 4. marts i år, da en meteor styrtede hele vejen mod Jorden og efterlod sig meteoritter på planetens overflade. 

En stor oplevelse for pensionisten, der hjemme i privaten i Herning bruger mange timer på at nørde stjerneskud og radiosignaler fra rummet. 

Derfor var det en mindeværdig aften for Niels Erik Mikkelsen for små to uger siden, da en ny ildkugle lyste nattehimlen op over Danmark 

- Vi ser jo jævnligt et stjerneskud, men det er unikt, at en meteor kommer helt ned til Jordens overflade, siger han. 

I Danmark har man kun observeret 2-3 tilfælde, hvor en meteor er nået hele vejen til Jorden og har efterladt sig meteoritter. 

I dette område kan man finde meteoritter efter hændelsen lørdag 4. marts.
I dette område kan man finde meteoritter efter hændelsen lørdag 4. marts.
Foto: Jesper Grønne

- Det kribler i fingrene på mig 

Meteoritstykkerne fra lørdag 4. marts er sandsynligvis landet i et område mellem Sønder Felding og Brande, mens de lidt tungere stykker formentlig kan ligge lidt længere syd på. 

Nu kribler det i fingrene på Niels Erik Mikkelsen at komme afsted med metaldetektoren, så han måske kan finde vej til det såkaldte jernmeteorit, som han vurderer, at der er tale om. 

- Det ville være 'once in a lifetime', hvis man finder sådan en meteorit. 

Meteoritter kan have en værdi på mellem 5.000 og 40.000 kroner per gram, men skulle amatør-astronomen være så heldig at få fingrene i de værdifulde genstande, får han ikke lov til at beholde dem for sig selv. 

Meteoritter er nemlig såkaldt 'Danekræ', som er en betegnelse for jordfundne naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi. 

Derfor skal man aflevere meteoritterne til staten, hvis heldet er ude. Og selvom der skulle blive uddelt en findeløn, er det ikke noget, der er med til at lokke Niels Erik Mikkelsen på meteorit-jagt. 

- Nej, egentlig ikke. 

Han håber bare, at han endnu engang i sin egen levetid kan komme til at opleve det sjældne fænomen. 

- Men sandsynligheden er jo lille, afslutter han.