Sjældent fund af 55 millioner år gammelt nåletræ: - Det er en helt unik stamme

Henrik Madsen fra Fossil- og Molermuseet på Mors gjorde sig et historisk fund, da han fandt et 55 millioner år gammelt træ i en molergrav.

1:45
En næsten 10 meter lang og 55 millioner år gammel træstamme rykker nu ind på Molérmuseet på Mors.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

For 55 millioner år siden var det et almindeligt træ, men i dag er det blevet til en forstenet træstamme. 

Et gammelt nåletræ blev nemlig fundet i en molergrav af Henrik Madsen, der er formidler på Fossil- og Molermuseet på Mors. I første omgang fik han øje på toppen af det forstenede træ - og så gik han i gang med skovlen.

- Da jeg så havde gravet mig lidt længere ned, viste det sig, at jeg havde fat i noget større. Og så var det først 9,5 meter senere, at jeg blev færdig med at grave. 

Han var derfor nødt til at flytte den tonstunge forstende træstamme i mindre stykker ind på et depot, hvor den har stået i to år. Nu bliver den så gjort klar til udstilling på museet. 

Fantastisk godt bevaret

Og manden, der har fået æren af at gøre Danmarks største fossil klar til udstilling, er Franck Osbæck. Han er konservator på Museum Salling. 

- Det er en helt unik stamme på grund af størrelsen, og fordi den er fantastisk godt bevaret. Man kan se de fineste detaljer. 

Henrik Madsen glæder sig nu til at vise sit fund frem sammen med sine andre udstillinger: 

- Det bliver et trækplaster for vores gæster, det er jeg slet ikke i tvivl om. Den skal nok kunne tiltrække lidt ekstra publikum her til sommer. 

Den forstenede træstamme forventes at være klar til udstilling indenfor en måned.