Sikkerhedsstyrelsen jagter ulovligt salg af engangs-e-cigaretter

Sikkerhedsstyrelsen er på landsdækkende kontrol, og flere gange har de fundet store mængder af ulovlige produkter.

Puff bar
Foto: TV2 Nord

Sikkerhedsstyrelsen er i gang med en større aktion rettet mod ulovlige engangs-e-cigaretter til børn og unge, fordi de er farverige og ofte har frugtsmag. De kaldes også Puff Bars.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse. 

- Forhandlerne er med til at skade børn og unge ved at sælge ulovlige nikotinholdige varer. De skal også vide, at det kan koste dem meget dyrt - måske endda deres levebrød. Vi indstiller til bøder på 10.000 kroner for hver eneste ulovlige smagsvariant, som vi finder i kiosker, butikker og på hjemmesider, siger kontorchef Lone Brose, Sikkerhedsstyrelsen.

Bødeindstillingen kan derfor hurtigt risikere at løbe op i sekscifrede tal.

Foreløbigt har styrelsen lukket 295 salgsprofiler på sociale medier og 65 annoncer på platforme. Styrelsen har indsendt 56 politianmeldelser og bødeindstillingerne lyder foreløbigt på samlet set mere end 36 millioner kroner.

Stort på sociale medier

På sociale medier forsøger Sikkerhedsstyrelsen at opspore salgsprofiler og har indtil nu lukket 280 profiler på Snapchat, Instagram, TikTok og Facebook.

Mange forældre kender ikke produkterne

Sikkerhedsstyrelsen fortæller, at det er et nyt produkt, som mange forældre endnu ikke kender. 

I oktober måned modtog forældre med børn i Holstebro Kommune en besked på Aula, i håb om at råbe forældrene op. I beskeden stod der, at der var set eksempler på salg til børn helt ned til 11-12 års alderen. 

Henriette Rud fra Holstebro er én af de forældre, der modtog beskeden og som var glad for at blive gjort opmærksom på problemet.

- Jeg synes, at det er rigtig rart. Havde jeg ikke fået det infobrev, så havde jeg ikke opdaget det på den facon. Der kunne lige så godt have været en risiko for, at jeg havde opdaget det via min søns sociale medier - og det ville jeg have været ked af, fortæller hun. 

De små farverige én gangs-e-cigaretter, der skal smides ud efter et bestemt antal sug, kan snyde børnene - for de både dufter og ser harmløse ud.

- Vi har fået at vide, at det kan snyde vores børn til at tro, at det er okay, fordi det jo smager som slik, og det som de plejer at købe om fredagen, siger Henriette Rud.

Sikkerhedsstyrelsen tager gerne imod anmeldelser om, hvor der foregår ulovlig salg, siger Lone Brose, kontorchef hos Sikkerhedsstyrelsen.