SF stiller spørgsmål til Støjberg i sag om udvist 13-årig

Næstformand i SF, Signe Munk, finder beslutningen om at udvise 13-årige Yiming Liu så grotesk, at hun nu stiller spørgsmål til Inger Støjberg.

Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

SF går nu ind i sagen om den 13-årige udvisningsdømte Yiming Liu. Partiets næstformand, Signe Munk, undrer sig over, hvordan Udlændingestyrelsen kan nå frem til, at udvisningen er korrekt. Hun har derfor besluttet at stille spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

- Det virker helt urimeligt, at et barn på 13 år med sin mor i Danmark skal udvises igen - og så med den begrundelse, at det er barnets tarv at skille Yiming fra hendes mor og papfar. Jeg forstår ikke den konklusion, siger Signe Munk.

SF sender en række spørgsmål til Inger Støjberg for at få belyst, hvordan barnets tarv forstås i Udlændingestyrelsen.

- Det handler om at få belyst, hvordan man forstår, hvad der er barnets tarv i de her afgørelser, for ellers kan vi ikke lave lovgivningen om. Det handler om at forebygge, at børn som Yiming ikke ender en sådan en tragisk situation igen, siger næstformanden.

Signe Munk erkender dog, at det bliver svært at stoppe Yimings udvisning inden onsdag. Hun fortæller, at det bliver familiens klage over afgørelsen, der kommer til at gøre en forskel her og nu.

- Forhåbentlig kan det også lykkedes af få omstødt afgørelsen, især hvis Udlændingestyrelsens begrundelser udfordres af fakta, siger Signe Munk.

 

Her er spørgsmålene, der er blevet sendt til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

Hvad er Ministerens kommentar til sagen om udvisning af Yiming Lui?
 
Hvorledes mener Ministeren, at der er taget hensyn til barnets tarv i forbindelse med udvisningen af Yiming Lui?
 
Hvorledes mener Ministeren at barnets tarv sikres, når en mindreårig udvises fra det land hvor vedkommendes mor befinder sig, til et land hvor vedkommende ingen familiemæssige relationer har?
 
Mener Ministeren ikke at det strider imod Børnekonventionen og den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise en mindreårig til et land hvor pågældende ingen familie-relation har?