SF-formand til regeringen: Landbrug skal mindske CO2-udledning

SF's formand ønsker ikke at true regeringen, men forventer klar handling i forhandlinger om CO2-reduktioner.

Arkivfoto af Pia Olsen Dyhr.
Arkivfoto af Pia Olsen Dyhr.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En delrapport om klimaet fra FN's klimapanel (IPPC), der blev offentliggjort mandag, er et wakeupcall, som skal føre til endnu mere handling på klimaområdet.

Det siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, onsdag ved et pressemøde på partiets sommergruppemøde i Aarhus.

Pressemødet blev nærmest symbolsk udsat som følge af, at det væltede ned med regn. Men da solen kom frem, fik SF-formanden hurtigt talt sig varm.

- Vi kan ikke igen og igen vente på, at socialdemokraterne en dag bliver grønne.

- Dér må vi erkende, at det ligger ikke i deres dna, det er der nogle andre, der skal levere, siger hun og peger på SF samt regeringens øvrige støttepartier.

Ikke mindst forhandlingerne om landbrugets fremtidige udledning af CO2 bliver en afgørende faktor i forhold til, om Danmark kommer i mål med ambitionen om at lave drivhusgasreduktioner på 70 procent i 2030 set i forhold til niveauet i 1990.

Her frygter SF lige som de øvrige støttepartier, at regeringen bliver for fodslæbende i bestræbelserne på at indgå en bred politisk aftale.

- Vi skal lande en ambitiøs aftale på landbruget, der som minimum skal levere otte millioner ton CO2-reduktioner.

- Der er ikke plads til særinteresser eller kompromisser her. Beskeden fra IPPC er klar. Det kræver handling, siger Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden ønsker ikke at true sig vej gennem forhandlingslokalet.

- Jeg snakker aldrig om trusler. Jeg tror simpelthen ikke på det med at true og sige sådan og sådan. Jeg er optaget af, at vi leverer på det.

Hun siger dog:

- Nu har vi sagt, at der skal ske noget på landbrugsområdet, og så er min klare forventning til denne regering, at vi selvfølgelig leverer på det. Ellers står vi i en helt anden situation.