Så slemt har det kraftige regnvejr været

De seneste 24 timer har været ualmindelige våde i det sydvestlige.

Det kraftige regnvejr, der mandag har præget de sydvestlige dele af landsdelen, har givet en del vand - men ingen steder er der i skrivende stund målt mere end de 30 mm til 50 mm, som DMI har varslet.

Det fremgår af data fra DMI's hjemmeside.

Varslet gælder fra mandag klokken 15 og frem til tirsdag klokken 15, og DMI forventer, at de sydlige dele af landsdelen får mellem 30 og 50 mm nedbør i perioden.

Det svarer til en måneds nedbør, da klimanormalen er på 38,5 mm nedbør for april, oplyser DMI.

I skrivende stund er der de seneste 24 timer faldet 22,4 mm regn i Hvide Sande, mens Isenvad ved Ikast har fået 25,3 mm, viser DMI's data.

- Regnvejret fortsætter en stor del af tirsdagen og kan i den nordlige del af landet slå over i slud eller tøsne, lyder det fra i et post fra DMI på det sociale medie X natten til tirsdag.

DMI har også udsendt et varsel for flere Limfjordskommuner syd for fjorden. Her gælder der risiko for kraftig regn med mellem 30 og 50 mm lokalt.

Ved Flyvestation Karup er der tirsdag morgen målt 23,8 mm nedbør de seneste 24 timer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch fortæller tirsdag morgen, at regnvejret ikke har givet politiet nogle nævneværdige ekstra-opgaver for ordensmagten.

Resten af ugen fortsætter det våde vejr - på nær onsdag, som bliver ugens pæneste dag med tørvejr og lidt eller nogen sol.

Det oplyser Trine Pedersen, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.