Rekordmange unge er taget på efterskole i år: Bare ikke i Midt- og Vestjylland

Rekordmange unge har vinket på gensyn til mor og far og er taget på efterskole i år. Men Midt- og Vestjylland er den eneste af de syv efterskoleregionerne, hvor antallet af elever er faldet.

Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole har budt velkommen til lige så mange elever i år som sidste år, men forstanderen mener alligevel, at skolen skal blive bedre til at sælge sig selv til elever i den østlige del af Danmark. (Arkivfoto)
Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole har budt velkommen til lige så mange elever i år som sidste år, men forstanderen mener alligevel, at skolen skal blive bedre til at sælge sig selv til elever i den østlige del af Danmark. (Arkivfoto)
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Landets efterskoler kan klappe i hænderne over den rekordskabende årgang, de har gående på gangene i år. 

I alt 32.447 unge har valgt at bruge deres skoleår 2022/23 på en af landets efterskoler. Det er 702 elever flere end sidste år, og det er samtidig det højeste antal nogensinde.

Og det er gode nyheder, mener Efterskoleforeningens formand, Torben Vind Rasmussen:

- Det er super godt for vores skoler. Det betyder, at de har fyldte senge, og det gør, at skolerne kan bruge deres energi på dét, det handler om, nemlig de unge og deres trivsel gennem det kommende skoleår, i stedet for at tænke på økonomien.

Regionale forskelle

Der er dog forskel på fremgangen, hvis man sammenligner regionalt. Det er efterskolerne på Fyn og i Syd- og Sønderjylland, der har haft den største fremgang i antallet af elever. På Fyn er der kommet 216 efterskoleelever mere og i Syd- og Sønderjylland er stigningen på 165 elever. 

Den eneste af de syv efterskoleregioner, der har haft nedgang i elevtallet, er Midt- og Vestjylland, hvor der er blevet 54 færre på de i alt 31 efterskoler.

Blidstrup Efterskole på Mors er en af de efterskoler i landsdelen, der har startet det nye skoleår med lidt flere tomme senge sammenlignet med sidste år. Her begyndte 71 elever i starten af august i år, mens der sidste år var tilmeldt 79 fra start. 

Skolen har haft tradition for at tiltrække mange elever fra lokalområdet, men ifølge forstanderen er der behov for, at man nu indstiller kikkerten mod målgrupper lidt længere fra Limfjordsøen. 

- Vi skal rekruttere i hele landet. Sådan er det i dag. Der er ikke nok unge herude til at fylde alle efterskolerne op, siger forstander Kristen Gubi Glintborg. 

Forstander Kristen Gubi Glintborg er ikke bekymret for sin efterskole, selvom elevtallet er faldet med otte siden sidste skoleår. (Arkivfoto)
Forstander Kristen Gubi Glintborg er ikke bekymret for sin efterskole, selvom elevtallet er faldet med otte siden sidste skoleår. (Arkivfoto)
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Og skolen har allerede sat gang i den udvikling.

- Da jeg startede her for tre år siden, havde vi elever fra ni byer uden for Midt- og Vestjylland. Nu har vi fra 26, siger Kristen Gubi Glintborg.

Skal skabe et større kendskab mod øst 

De samme tanker gør forstanderen på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole ved Lemvig sig. Selvom skolen i år har samme antal elever som tidligere, så overrasker det ikke forstander Flemming Nees, at der er en nedadgående tendens i landsdelen.

- I Midt- og Vestjylland er befolkningstilvæksten faldende, og det betyder, at årgangene i folkeskolerne bliver mindre, og dermed er der også færre elever, der har alderen til efterskole. 

- Vi har nok ikke været gode nok til at reklamere for os selv østpå, hvilket er en skam, for der er sikkert mange unge fynboer og sjællændere, der gerne vil på efterskole vestpå. Så vi skal ud over den jyske højderyg og gøre opmærksom på os selv, siger Flemming Nees.

Hos Efterskoleforeningen har de ikke nogen enkel forklaring på det faldende elevtal i Midt- og Vestjylland.

- Det kan vi ikke se nogle specifikke grunde til, men over årene har det været svingende, hvilke regioner, der er gået frem, og hvilke der er gået tilbage, så der kan enten være ingen grund eller alle mulige grunde til, at det lige er Midt- og Vestjylland, der er gået ned i år, fortæller formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.

Flere vælger 10. klasse

Det er især også antallet af efterskoleelever, der i år er startet i 10. klasse, der er steget. 24.472 elever mere præcist, hvilket er 1238 flere end sidste år, og udgør i år 76 procent af det samlede antal efterskoleelever. Her har corona især haft sin indflydelse, mener Torben Vind Rasmussen.

- Jeg er overbevist om, at fremgangen skyldes, at elever der har gået i folkeskolen de sidste to år under corona i højere grad føler et behov for at komme ud og opleve noget. Samtidig tror jeg også, at der er en større usikkerhed både fra dem og deres forældre, om de har den sociale og faglige robusthed, det kræver at starte på en ungdomsuddannelse efter at have siddet to år hjemme, og den kan de opnå på en efterskole.

Der er dog også kommet et større fokus og behov hos de unge for at reflektere over deres sted i livet, og hvad de gerne vil, hvilket de bruger året på efterskole til, fortæller Torben Vind Rasmussen.