Regeringen vil give coronahjælpepakke til trængte hospitaler

Regeringen vil hurtigst muligt hjælpe pressede hospitaler. S-ordfører afviser at sætte tal på hjælpepakke.

Silkeborg Sygehus kan sammen med alle landets øvrige sundhedsafdelinger se frem til en hjælpende hånd, hvis det står til regeringen (arkivfoto).
Silkeborg Sygehus kan sammen med alle landets øvrige sundhedsafdelinger se frem til en hjælpende hånd, hvis det står til regeringen (arkivfoto).
Foto: Hospitalsenhed Midt

Regeringen er villig til at hjælpe de hospitaler, som i øjeblikket er pressede på grund af coronavirus og utilfredshed blandt sygeplejersker.

- Vi er også afhængige af vores sundhedsvæsen, siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) tirsdag.

- Derfor anerkender vi fra regeringens side, at der er udfordringer i øjeblikket i et sundhedsvæsen, som er presset, og som vil opleve en vinter med et betydeligt pres som en konsekvens af corona.

- Derfor forhandler vi i øjeblikket i regi af finanslovsforhandlingerne om en midlertidig coronavinterpakke. Den skal afhjælpe det pres, som sundhedsvæsnet i øjeblikket er udsat for, siger han.

Adspurgt om, hvor stor hjælpepakken bliver, altså i kroner og øre, svarer Christian Rabjerg Madsen:

- Jeg kommer ikke til at gå nærmere ind i konkrete initiativer eller økonomi. Men jeg kan bare sige, at vi anerkender, at der er et pres på det samlede sundhedsvæsen i øjeblikket. Derfor ser vi også et behov for at lave initiativer.

Parti kræver to milliarder

Regeringens støtteparti Enhedslisten har krævet, at der skal sættes cirka to milliarder kroner af. De skal bruges til at hjælpe lavtlønsgrupper, herunder sygeplejersker og andre faggrupper, i sundhedsvæsenet.

Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) er tilfreds med, at regeringen "nu måske er i bevægelse".

- Det har været åbenlyst for enhver, at sundhedsvæsenet står i en rigtig svær situation og ærligt talt er ved at smuldre mellem hænderne på os, hvis ikke vi handler nu.

- Det skyldes dels selvfølgelig det pres, som corona har givet. Men også løn- og arbejdsvilkår, som har været urimelige alt for længe, siger hun.

Tidligere tirsdag ønskede et andet støtteparti SF, at regeringen sætter mindst en milliard kroner af til de ansatte i sundhedsvæsenet.

Her oplever man opsigelser blandt utilfredse og pressede medarbejdere. De er blevet spændt til bristepunktet gennem snart to år med corona.

Både Enhedslisten og SF ønsker, at regeringen henter pengene fra den såkaldte krigskasse. Den blev introduceret sidste år i forbindelse med covid-19-håndteringen.