Pressede fiskere beder om 225 millioner til at komme af med skibe

Brexit betød, at de danske fiskere mistede en stor del af deres fiskekvoter til Storbritannien. Nu beder de staten om hjælp til at komme af med deres skibe.

Fiskere vil have kompensation for Brexit.
Fiskere vil have kompensation for Brexit.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Situationen er alvorlig for de danske fiskere. Siden Brexit har de nemlig mistet en tredjedel af deres fiskelandinger til Storbritannien. 

- Vi er meget dårligt stillet. Vi kan jo ikke få det til at hænge sammen længere på grund af den store kvotereduktion, siger Jens Frich, der er fisker i Hvide Sande.

- Det har den konsekvens, at vi skal have 20 til 30 procent af flåden væk, hvis der skal være økonomi i det, fortsætter han. 

Det betyder altså, at omkring en femtedel af alle danske fiskebåde skal hugges op, og det er noget, der koster.

Derfor beder Danmarks Fiskeriforening nu staten om næsten en kvart milliard kroner til at hugge skibe op for.

- For mig har det haft den konsekvens, at jeg har lagt mine skibe til kaj og har sat alle skibene til salg, siger Jens Frich.

- Vi skal have ryddet op, så vi kan få økonomi i fiskeriet igen, fortsætter fiskeren.

Han mener, at kompensationen til at få hugget skibe op kun bliver et lille plaster på såret i forhold til alt det, fiskerne har mistet ved Brexit.

- Et eller andet sted så har de jo taget mange flere fisk fra os end for 225 millioner, siger han.

Fiskeriforeningen bakker op

Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, fortæller, at det kan få konsekvenser for hele branchen, hvis ikke fiskerne får kompensation for at hugge deres både op.

- Det er en meget alvorlig situation, for danske fiskere kom til at betale for den handlesaftale, man indgik med briterne sidste år, siger han.

- Derfor står vi i en situation, hvor vi har mistet en stor del af vores kvoter i Nordsøen. Og det er ikke bare nu og her, det er nærmest for evigt, fortsætter han.

Han ser gerne, at den kompensation, der bliver bedt om, kommer ud til fiskerne.

- Det er presserende, for vi anbefaler, at vi i fremtiden gør det her for at få nogle levedygtige fiskefartøjer og forretninger, der skal kunne fortsætte i fiskeriet fremadrettet, siger Svend-Erik Andersen.

- Hvis ikke vi får tilpasset flåden, er der alt for mange, der kommer til at få en for dårlig økonomi, fortsætter formanden for Danmarks Fiskeriforening.

Fra 2019 til 2020 gik det danske konsumfiskeri ifølge fiskeriforeningsformanden ned med ikke mindre end 25 procent - og faldet fortsætter. Derfor er det vigtigt med kompensationen.

- Og det er både for fartøjsejeren, og det er for lønmodtageren ombord, siger han.