Politiet: Kør hjemmefra i god tid og pas nu på

Onsdagens snestorm kommer også til at få stor betydning for trafikken torsdag, der kan bliver præget af isglatte veje i meget af landsdelen.

Lemvig var også en af de midt- og vestjyske kommuner, der blev hårdt ramt af snestormen.
Lemvig var også en af de midt- og vestjyske kommuner, der blev hårdt ramt af snestormen.
Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

Onsdag den 1. december 2021 har været lig med snekaos i Midt- og Vestjylland. 

Men torsdag den 2. december kan også ende med at blive særdeles udfordrende for særligt trafikken. 

Det forventer man i hvert fald hos politiet, det fortæller Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj. 

- Onsdagen har givet rigtig meget vand, og når det fryser natten til torsdag, så giver det nogle meget store udfordringer i trafikken. Så kør hjemmefra i god tid, der vil være glat, og kør ikke ud uden vinterdæk på. 

Vagtchefen forklarer, at onsdag har været en særdeles travl og svær dag. 

Særligt udfordrende har det været i Thisted, på Mors og ved Salling. I Thisted var det ikke bare én med 5-6 lastbiler, der lukkede helt ned for trafikken. 

- Lastbiler, der ikke har kunnet stå fast, har været et stort problem. Det har skabt propper, og givet kilometer lange køer. I Thisted ved A26 havde vi 5-6 lastbiler, der blokerede rundkørslen ved Hanstholmvej, Aalborgvej og Oddesundvej. Der var fire timers kø, indtil vi fik en gummiged derud. 

I Nordjylland kom der i løbet af onsdag aften en melding fra Nordjyllands Politi om, at al udkørsel frarådes. 

Så slemt blev det ikke i Midt- og Vestjylland, hvor det visse steder var begrænset til al unødig udkørsel. 

Rigtig god stil 

Selvom onsdagen er forløbet kaotisk, så er den klokken 22.20 forløbet forholdsvis uden personskader. 

Den trend håber politiet fortsætter. Opfordringen lyder, at man bliver hjemme og hygger.

Hygge var der også nok af i Thisted i løbet af dagen. Her måtte 10-15 personer vente på et Arriva tog, der havde svært ved at nå frem. Det opdagede en kioskejer.

- Han fik ringet til os og sagt, at det vist ikke var så godt. I mellemtiden havde han budt dem på lidt varm kakao, mens de ventede på toget. Han fortalte, at han ikke havde travlt med at komme hjem, og det er vist det, man kalder rigtig god stil af ham, lyder det lovprisende fra Ole Vanghøj.

Lovprisende ord er der også til dem, der holder sig hjemme i varme omgivelser i aften. Der har nemlig været så travlt, at Vejdirektoratet har svært ved at nå ud og få saltet alle de steder, hvor det er nødvendigt.

Eksempelvis har der på Holstebromotorvejen være meldinger om sort is i nordgående retning.

Men selv hvis alle saltbilerne kører på højtryk i løbet af natten til torsdag, så er der stadig ingen garantier.

- Frosten kommer virkelig til at være en joker. Igen må jeg påpege, at der er kommet rigtig meget vand, der ikke kan komme væk fra kørebanen, så pas på nu rigtig godt på, når i bevæger jer udenfor. Selvom man må køre 80 km/t, så behøver man ikke gøre det lige de her dage.

Onsdag aften er DMIs varsel om snestorm også ophørt. Det vil dog tage noget tid før snerydningskøretøjer og lignende, kan gøre vejene mere fremkommelige.