Politiet bankede på hos internetsvindlere: - De er blevet yderst overraskede

Holstebro Efterforskning har givet en række internetsvindlere en ubehagelig overraskelse.

Midt- og Vestjyllands Politi har banket på døren hos en række borgere, der alle er sigtede for at svindle på nettet.

- Normalt efterforsker vi jo den her type sager bag skrivebordet, forklarer politikommissær Torben Ladefoged, der er leder af Holstebro Efterforskning.


Men denne gang besluttede politiet altså at rykke ud til omkring 15 borgere i Holstebro for fysisk at afhøre og sigte dem for bedrageri.

- Vi vil gerne vise, at vi prioriterer den her slags sager, og vise gerningsmændene, at der er en chance for, at vi møder op ude foran deres dør, siger Torben Ladefoged om aktionen.

Det drejer sig om sager, hvor personer har solgt en varer på nettet og modtaget pengene for den, men aldrig sendt den lovede vare til køberen.

Vil gentage succesen 

Selvom det ikke er den sædvanlige procedure, bliver det nok ikke sidste gang politiet fysisk rykker ud til de mange internetsvindlere.

- For det første viste det sig, at vi hurtigere kunne få de oplysninger, vi skal bruge til at rejse sagerne, og samtidigt fik vi et klart indtryk af, at det kan have en præventiv virkning, når politiet ringer på, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på deres facebookside.

Ifølge politikommissær Torben Ladefoged var det for mange af de sigtede lidt af et chok, da der pludselig stod en uniformerede betjent foran deres dør.

- De er blevet yderst overraskede over, at se politiet troppe op foran deres dør, når det drejer sig om den her slags sager, fortæller han.

I de konkrete sager her har de sigtede forsøgt at sælge alt muligt lige fra Pokémon-samlekort til store 40 fods containere, oplyser politiet.