Politiet advarer: Pas på det glatte føre
Glat på både veje, fortove og cykelstier fra morgenstunden
Midt- og Vestjyllands Politi advarer fra morgenstunden bilisterne om glat føre, efter temperaturen i nat har været et godt stykke under frysepunktet.
Der saltes overalt i landsdelen her til morgen. Men specielt på de mindre veje er der grund til at køre forsigtigt , lyder advarslen til bilisterne.
Men også til fods og på cykel er der grund til at færdes med stor forsigtighed. Politiet har fået de første anmeldelser om fald-uheld på fortove, bl.a. i Bjerringbro.
Opfordringen fra politiet lyder derfor på at tage den med ro, og være opmærksom, når du tager hjemmefra her til morgen.