Peter føler sig uretfærdigt behandlet: Jobcenter vil have ham gennem ressourceforløb trods sygdom

Peter Noe Dahl er ramt af en neurologisk sygdom, der gør, at han tilbringer 17 timer i døgnet i sin seng. Alligevel insisterer kommunens jobcenter på, at han skal gennemgå et ressourceforløb.

2:43
Peter Noe Dahl føler sig uretfærdigt behandlet af jobcentret.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

17 timer i døgnet. 

Så mange timer tilbringer 26-årige Peter Noe Dahl fra Asp i sin seng. Der er ganske enkelt ikke kræfter til andet. 

- Jeg risikerer at få varige forværringer af mit helbred, hvis jeg overskrider mine grænser, siger Peter Noe Dahl. 

Peter Noe Dahl har en neurologisk lidelse, der blandt andet giver ham sklerose-lignende symptomer. Derfor er han flyttet hjem til sine forældre, så han kan blive hjulpet igennem hverdagen. 

- Han kan ikke overkomme nogen ting. Han kan gå fra seng til stol og ind til bordet. Det er sådan set det, siger Peters mor, Britta Noe Dahl. 

Organisation melder sig på banen 

Struer Kommune har bevilget Peter Noe Dahl hjælp til personlig pleje, men samtidig insisterer kommunens jobcenter på, at han skal gennemføre et ressourceforløb - noget den velgørende organisation Human Rise erklærer sig lodret uenig i. 

- Problemet er, at han faktisk ikke har en ærlig chance for at stå til rådighed - og når jeg nævner ordet 'rådighed', så er det jo det, man skal i forbindelse med et ressourceforløb, siger Louise Schelde Frederiksen, direktør ved Human Rise.  

- Man skal faktisk kunne stå til rådighed for samtaler, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og i virkeligheden også for arbejdsmarkedet, uddyber hun.  

- Han kan næsten ikke smøre sit eget brød

Peter Noe Dahl har en speciallæges ord for, at hans funktionsevne er varigt og massivt nedsat. I erklæringen står der:

"Tilbringes blot én almindelig dag sammen med Peter, vil det stå lysende klart for enhver, at der ikke er selv den mindste arbejdsreserve tilbage."

- Det er ærlig talt absurd at sidde her i sengen uden at kunne noget som helst og så have et jobcenter, som ikke vil anerkende det, siger Peter Noe Dahl. 

Ifølge Peters mor står det da også lysende klart, at hendes søn ikke er i stand til at arbejde. 

- Det er han overhovedet ikke i stand til. Ikke engang en enkelt time. Han kan næsten ikke engang smøre sit eget brød, siger Peters mor, Britta Noe Dahl.  

Håber på førtidspension 

Hvordan Struer Kommune ser på sagen er ikke muligt at få at vide. Jobcentret og formanden for Socialudvalget understreger, at man ikke må kommentere personsager. 

- Helt generelt er det sådan i Struer Kommune, at hvis man har funktionsevne og kan bidrage, skal man også bidrage til fællesskabet, siger Steen Jakobsen, formand for Social, Sundhed og Arbejdsmarked i Struer Kommune

Men er det her en værdig måde at behandle en mand på?  

- Jeg kan ikke udtale om om den enkelte personsag. 

Selv ser Peter Noe Dahl kun én løsning. 

- Den eneste mulighed er førtidspension. Der er ikke andre. 

En mulighed for Struer Kommune og Ankestyrelsen indtil nu har afvist. 

Organisationen Human Rise har dog ikke opgivet håbet om at Peter Noe Dahl kan få førtidspension. Nye oplysninger fra lægerne har fået organisationen til at kæmpe videre med sagen.