Opråb i et ellers tavst Venstre-bagland: Godt at afklare formandskabet inden november

Kurt Mosgaard, der er formand for Venstre i Viborg Kommune, mener, at diskussionen om formandskabet i Venstre er relevant.

Kurt Mosgaard tager bladet fra munden og bakker om hurtig afklaring i forhold til Venstres formandskab. Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

- Vi lever i et demokratisk land, og Venstre er et demokratisk parti. Og selvfølgelig skal der være plads til demokrati, når det gælder hvem, der skal sidde i stolen fremover.

Vi har en relevant diskussion i Venstre i øjeblikket om det kommende formandskab, så det vil være godt at få det afklaret inden november, hvis det er praktisk muligt

Kurt Mosgaard, Formand, Venstre, Viborg Kommune

Sådan lyder det kort og godt fra en af de få, der i dag tager bladet fra munden og reagerer på Lars Løkkes udmelding om, at han fortsat vil være formand for Venstre og også ønsker at afholde partiets årlige landsmøde før tid.

Kurt Mosgaard er formand for Venstre i Viborg Kommune. Han bakker fuldt op om Lars Løkkes ønske om at få fremrykket det kommende landsmøde.

- Vi har en relevant diskussion i Venstre i øjeblikket om det kommende formandskab, så det vil være godt at få det afklaret inden november, hvis det er praktisk muligt, siger han i dag til TV MIDTVEST.

Læs også Lars Løkke vil fremrykke Venstres landsmøde: Løkke vil fortsætte som formand - Kristian Jensen er tavs

Venstrebaglandet tavse som graven

Mens det beskidte Venstre-vasketøj i ugevis er blevet luftet i fuld offentlighed, så vil en lang række Venstre-medlemmer i dag ikke kommentere, at Lars Løkke nu melder ud, at han genopstiller som formand for partiet og ønsker Venstres landsmøde ekstraordinært fremrykket.

TV MIDTVEST har i dag forsøgt at få en lang række Venstre-folk i tale. Og mens uenighederne længe har præget partiet internt, så er de fleste i dag enige om at svare: Ingen kommentarer.

Men de seneste ugers både interne – og ikke mindst eksterne – stridigheder om formandskabet i Venstre tager ifølge Kurt Mosgaard fokus fra det, det hele burde handle om: Politik!

Sådan en diskussion tager energi væk fra andre gode ting såsom at tale politik og løsninger for Danmark

Kurt Mosgaard, Formand, Venstre, Viborg Kommune

- Diskussionen skal være der, og der skal være plads til den. Men der ingen grund til, at den kører mange måneder endnu. Sådan en diskussion tager energi væk fra andre gode ting såsom at tale politik og løsninger for Danmark, siger Kurt Mosgaard.

Formanden for Venstre i Viborg Kommune håber, at der ved landsmødet vil være flere navne på kandidatlisten. Ikke fordi han nødvendigvis ønsker et nyt formandskab, men fordi valget skal være åbent.

Læs også Uro i Venstre: Ordknap Kristian Jensen enig med Løkke om hurtig afklaring

- Løkke har været og er stadigvæk en fremragende formand. Det samme kan jeg sige om næstformanden, men jeg ser gerne, at andre kandidater stiller op, så vi kan få et godt og demokratisk valg om hvem, der skal være fremtidig formand, siger han og fortsætter:

- Vi har et utal af emner, som kunne være i spil. Flere med efternavnet Jensen, Stephanie Lose, Søren Gade… Listen er lang, så det skorter ikke det på.

Det er altså ikke Nordkorea det her. Vi skal have plads til diskussioner (...)

Kurt Mosgaard, Formand, Venstre, Viborg Kommune

Kurt Mosgaard taler ikke nødvendigvis for et formandsskifte, men han mener, at det nuværende formandskab har fejlet på særligt et punkt:

- Jeg synes, at vores medlemsdemokrati har været for begrænset. Der kunne jeg godt tænke mig at se, at uanset hvem, der stiller op som formand – Løkke, Kristian Jensen eller andre - at når man kommer med nye initiativer, så er man ude og røre ved græsrødderne, så den linje, man tegner som formand, er det parti, man er formand for.

01:54

Se video: Formanden for regionsbestyrelsen for Venstre i Region Midtjylland udtaler sig  

Luk video

Sundhedsreformen blev trukket op af hatten

Læs også Løkke vil ændre sundhedsreform og give mere magt til kommunerne

Her nævner Kurt Mosgaard blandt andet sundhedsreformen, som ifølge ham blev ”trukket op af hatten”.

- Der er det irriterende, at man som partisoldat skal sætte plakater op og hive plakater ned og betale 330 kroner i kontingent, og så skal man i øvrigt rette ind til højre, når nu formanden beslutter noget. Det er altså ikke Nordkorea det her, vi skal have plads til diskussioner omkring de her emner, før det bliver meldt ud.

Lige nu er der møde regionsbestyrelsen i Venstre i Region Midtjylland. Mødet afholdes på Pårup Kro i Engesvang. Og Kurt Mosgaard skal som kommunalforeningsformand selv deltage. Men her slutter meddelsomheden så også:

- Det er et fortroligt og internt møde, så det kan jeg ikke sige noget om, slutter han. 

Læs også Politisk uro i Venstre: Få overblik over den ugelange formandskrise