Omdiskuteret afgift koster Venstre et folketingsmedlem

Det betyder, at regeringen ikke kan mønstre et flertal i indenrigspolitiske sager.

Mads Fuglede fra Vestre til DD Foto Scanpix Emil Nicolai Helms
Foto/Grafik: Emil Nicolai Helms / Ritzau Scanpix og Claus Klok / TV MIDTVEST

En CO2-afgift til landbruget koster nu Venstre et folketingsmedlem.

Mads Fuglede melder sig tirsdag ud af Venstre og ind i Danmarksdemokraterne med netop dét emne som begrundelse.

- Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne skriver han på Facebook.

Det er kun knap en måned siden, at TV 2 kunne fortælle, at 32 af 44 adspurgte Venstre-kredsformænd og borgmestre er imod de tre modeller for en CO2-afgift, som en ekspertgruppe har lagt frem.

Med Fugledes exit fra regeringspartiet er regeringens indenrigspolitiske flertal væk.

Det betyder, at regeringen ikke kan mønstre et flertal i indenrigspolitiske sager, hvor de fire nordatlantiske mandater normalt står uden for.

Det betyder ikke, at regeringens liv er i fare, og at der er et flertal imod den. Men med kun 86 mandater hos de tre regeringspartier, er regeringen afhængig af andre mandater for at få flertal.

Ikke alene med utilfredshed

Også Venstre-borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, har tidligere givet udtryk for sine bekymringer knyttet på op på afgiften.

Nedlukningen af minkerhvervet kostede 160 arbejdspladser i kommunen. En CO2-afgift vil ifølge ham resultere i et tab af yderligere 200 beskæftigede i kommunen.

Han forsøger sammen med andre baglandsfolk at hejse et flag for at gøre både Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose opmærksom på konsekvenserne af en CO2-afgift – at Venstre ikke bør følge eksperternes råd – al den stund, at det bliver i landkommuner, som for eksempel Vesthimmerland, at prisen for en CO2-afgift bliver højest.

Samme argument benytter Fuglede altså i begrundelsen for, at han nu forlader Venstre. Lige nu er er han på barsel, men når han er tilbage til april er det altså for Inger Støjbergs parti.

- Jeg repræsenterer Ringkøbing/Skjern og Vestjylland i Folketinget, og det vil jeg fortsætte med at gøre, fastslår han på Facebook.

TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra Mads Fuglede.