Nyt udspil: Sundhedsansvar skal flyttes fra kommune og region

Et nyt udspil fra Kommunernes Landsforening skal samle alle sundhedsopgaverne under en fælles enhed, sundhedsklynger. Det skal give mere velfærd til borgerne i et presset sundhedsvæsen.

Dorthe West
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Et nyt udspil er landet på bordet fra Kommunernes Landsforening (KL). De foreslår at samle al ansvar for sundhedsopgaver i de såkaldte sundhedsklynger. 

Sundhedsopgaverne i dag er delt mellem kommunerne, regionerne og de praktiserende læger. Ansvaret for at behandle patienter ligger på hver enkelt. Har sygehusene udskrevet en patient overgår denne til kommunerne. 

Men det skal der laves om på, hvis man spørger KL. Det giver nemlig meget bedre mening at samle al ansvar under samme hat i sundhedsklyngerne. 

- Det skal ikke blive sådan, at opgaverne falder ned mellem to stole, siger formand for KL, Martin Damm. 

I sidste ende er det patienten, det går ud over, mener han. 

Og det nye udspil glæder borgmester i Herning Kommune, Dorthe West (V). 

- Vi skal ikke kun prioritere hospitalerne. Kommunerne har også brug for et løft, siger hun. 

Derfor kan et fælles ansvar i en sundhedsklynge hjælpe med at tage presset fra kommunerne, og så det også er nemmere, når patienter skal behandles på tværs af sundhedsområderne. Det mener borgmester i Holstebro kommune H.C Østerby. 

- Jeg synes det er et fantastisk udspil. Det er vigtigt at have fokus på borgere, der har et forløb på tværs gennem sundhedsinstanser, siger han. 


Der er blandt andet oprettet omkring 4000 ekstra sengepladser i kommunerne til folk, der er for friske til at ligge på sygehuset, men for dårlige til at kunne være i eget hjem. 

Vil gavne økonomien

Når KL taler om at sammenlægge ansvaret, så vil det også gavne økonomien. 

- Når man samler ressourcerne ét sted, så kan man flytte økonomien til det område, hvor der er brug for det, lyder det fra Martin Damm.

Og netop et kig til økonomien er særligt godt nyt for Dorthe West (V). I flere år har de i kommunen mærket, hvordan de har fået ansvaret for flere sundhedsopgaver men ikke oplevet, at pengene fulgte med til at løse dem.

Og det går ud over dem, som det egentlig handler om. Patienterne: 

-  Det vigtigste er at få borgeren sat i centrum, siger hun. 

Borgmesteren i Holstebro er enig. 

- Det er en win-win for alle hvis vi kan få det op og stå, siger han. 

TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.