Ny kulturfestival i Struer: - Folk skal opleve et bredt spektrum af den kunstneriske verden

På en ny kulturfestival i Struer, der blev skudt i gang torsdag, kan man både lytte til musik og prøve kræfter med alt lige fra dans til graffitimaling.

Joshua og Signe
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

En ny kulturfestival for unge åbnede torsdag på havnen i Struer.  

Festlighederne er arrangeret af unge kultur-iværksættere fra talentprojektet ShowUp med det håb, at det kan få endnu flere lokale unge til at få øjnene op for kultur og kunst.

På kajen i Struer kunne interesserede derfor både opleve - men også selv prøve kræfter med at male graffiti og lave stompmusik, ligesom de kunne lære nye danse-moves på festivalens forskellige workshops. 

- Det er en ungdomsfestival, og et sted hvor unge kan mødes og udfordre sig selv og prøve noget forskelligt af. Vores mål er egentlig bare, at folk får en god oplevelse og måske får lyst til at begynde til dans eller skrive sine egne digte, siger projektleder Signe Sønderholm fra OFF TRACK. 

Atypisk festival

Selvom kulturfestivallens første dag blev indledt i blæsende omgivelser på havnen i Struer, var der alligevel et pænt fremmøde på torsdag aften. 

Blandt andet var 30 unge trukket i dansetøjet og i færd med at lære en ny koreografi. Andre prøvede kræfter med graffitimaling og fik derved vist, at kulturfestivallen på havnen i Struer skiller sig lidt ud sammenlignet med andre ungdomsfestivaller. 

- På en typisk musikfestival sker der det, at folk kommer og lytter til noget musik, drikker nogle øl og tager hjem igen. Men her er det meningen, at folk kommer herned, deltager i nogle workshops og lytter til debatter og workshops. Dermed oplever de et bredt spektrum af, hvad den kunstneriske verden kan, siger Signe Sønderholm. 

30 unge mennesker giver den gas med danse-moves på havnen i Struer.
30 unge mennesker giver den gas med danse-moves på havnen i Struer.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Bliver ikke sidste gang

Selvom det primært er de unge, der er tovholder på projektet, spiller Struer Kommune også en rolle i kulturfestivallen tilblivelse. Det gør de i samarbejde med kunstskolen Dansk Talentakademi fra Holstebro. 

- På talentakademiet vil vi gerne, at flere unge kan lave deres egne projekter. Derfor synes jeg, det har været en fantastisk mulighed, at Struer Kommune har inviteret de unge til at lave deres helt eget projekt, siger Søren Taaning, leder af Dansk Talentakademi i Holstebro. 

- Det bliver ikke sidste gang, at vi gøre det her, afslutter han. 

Festivalen varer til og med lørdag, hvor der også vil være livemusik fra blandt andet bandet Patina på scenen. 

På en af de forskellige workshops til den nye kulturfestival i Struer kunne man prøve kræfter med graffiti-maling.
På en af de forskellige workshops til den nye kulturfestival i Struer kunne man prøve kræfter med graffiti-maling.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST