Det har været en blæsende nat.
TV2 Vejret udsendte i går et varsel om vindstød af stærk storm og vindstød af storm i den vestlige del af landet fra tirsdag aften til onsdag morgen.
Trods det kraftige blæsevejr har Midt- og Vestjyllands Politi ikke været kaldt ud til væsentlige skader.
Vagtchefen oplyser, at politiet har været ude i 10-12 tilfælde, hvor træer er væltet ind over kørebanen rundt omkring i landsdelen.
Derudover har der ikke været nogle meldinger om skader i det midt- og vestjyske.
Enkelte aflyste tog
Her til morgen oplyser Arriva, at der er aflyste tog på strækningen mellem Aarhus og Langå.
- Aflysningerne skyldes et væltet træ. Vi beklager de gener, dette kan medføre, skriver Arriva.
Derudover er der ikke nogle meldinger om, at der skulle være problemer i morgentrafikken i Midt- og Vestjylland på grund af blæsevejret.
I nat frarådede Vejdirektoratet, at vindfølsomme køretøjer kørte over Sallingsundbroen. Men her til morgen er vinden aftaget nok til, at alle køretøjer igen kan krydse broen.