Minister roser Danmarks håndværkslandshold: - I er det vigtigste landshold

Flere danskere markerede sig til VM for håndværkere ved at få tildelt "medallions of excellence".

Det blev ikke til guld, sølv eller bronze til de danskere, der deltog ved VM for håndværkere – World Skills - i den russiske by Kazan i august.

Men alligevel skulle de danske deltagere ikke snydes for en flot reception efter hjemkomst fra Rusland.

Her var Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til stede, og hun roste flere gange ”Danmarks vigtigste landshold”, som SkillsDenmark har døbt det, for at skaffe flere faglærte til brancherne.

- Det er ikke for at sige noget dårligt om VM i fodbold, for der er ikke noget, der kan binde os sammen som en god landskamp, men det er jo faktuelt rigtigt, at I er det vigtigste landshold, fordi det handler om arbejde, og det handler om fag, hvor fodbold trods alt kun er en leg. Vi har brug for at have en elite inden for et hvilken som helst fag. Det giver alle os andre noget at stræbe efter, og det giver ungdommen nogen vigtige forbilleder, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse fra SkillsDenmark.

Disse danskere deltog ved World Skills

- Vil I ikke godt love mig...

Ministeren lagde i sin tale vægt på, at det i høj grad er erhvervsfolk som dem, der deltog i World Skills, som Danmark i fremtiden har brug for.

Og derfor prøvede hun på at få dem til at love hende noget.

- Så vil I ikke godt love mig, at I ikke holder tilbage med at vise verden, hvad I kan. Vi lever i en realityshow-verden, hvor rigtig mange unge drømmer om at blive kendisser i en fart, koste hvad det vil, og rigtig meget af det handler om at se godt ud og få mange følgere eller mange likes - og blive set. Der er ikke så meget indhold i det, og det står i modsætning til jer, fordi I bliver kendte for indhold, I bliver kendte for noget, og det giver kæmpestor værdi for os andre, sagde hun.

"Medallions of excellence"

Flere af deltagerne fik dog noget med hjem, selvom det ikke blev til metal.

Det drejer sig om udmærkelsen "medallions of excellence", der blev givet til deltagere, der opnåede et flot resultat uden at ende på podiet.

Følgende deltagere fra Midt- og Vestjylland fik udmærkelsen:

  • Autolakerer Philip Bang fra Vedbæk, der er i lære hos firmaet Elkjærgruppen i Lynge. Han studerer på College 360 i Silkeborg.
  • Murer Nikolaj Skydsgaard Hansen fra Videbæk. Han arbejder hos HNN Byggefirma i Videbæk og studerer Erhvervsskolen Herningsholm, Herning.
  • Karrosseritekniker Simon Jacobsen fra Læsø, der går i skole på College 360, Silkeborg.
  • Industritekniker Casper Rasmussen, der bor og arbejder i Kjellerup hos KVM Industrimaskiner.

Der var stor konkurrence om topplaceringerne med World Skills. Flere end 1300 deltagere fra 63 lande deltog.

Her ses ministeren sammen med en af deltagerne fra World Skills.
Her ses ministeren sammen med en af deltagerne fra World Skills.
Foto: Per Daugaard

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.