Markant flere søger julehjælp: Anna er én af dem

Mød nogle af de rekordsmange mennesker, som i år har søgt om hjælp til at holde jul for sine børn.

Anna Cassidy
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Anna Cassidy står i kø til at modtage en lille stort kasse. 

På kassen er ønsket om en glædelig jul fra Dansk Folkehjælp. En lille kasse, som indeholder en stor hjælp. 

- Det betyder, at vi kan nyde julen, siger hun. 

I kassen er et gavekort til Rema 1000 på 800 kroner til indkøb af madvarer, og et gavekort på 500 kroner til hvert hjemmeboende barn under 18 år.

For Anna Cassidy skal årets julehjælp bidrage med julegodter og hygge til familien i Holstebro. Hun er enlig mor til tre børn og er efter et længere kræftforløb ikke i job, men i et såkaldt ressourceforløb hos kommunen. Det gør økonomien stram - og juletiden endnu strammere.  

- Der er ikke mange penge at gøre godt med, konstaterer hun. 

Derfor har hun igen i år søgt om julehjælp fra Dansk Folkehjælp. 

- Det gør at der er lidt mere glæde for børnene. Hvis jeg er mere afslappet i julen, så er de også og kan nyde julen på en helt anden måde, forklarer hun. 

Mange flere har brug for hjælp i år

Anna Cassidy er ikke alene ved Dansk Folkehjælp i dag. 

På listen over modtagere står 103 personer, som alle er enlige forsørgere, der er på overførselsindkomst, og som har hjemmeboende børn under 18 år.

Hos Rød Kors forventer de at uddele julehjælp til cirka 22.000 familier. Sidste år modtog 19.500 familier julehjælp fra Rød Kors.

Hos Blå Kors har over 50 procent flere søgt om julehjælp i år sammenlignet med sidste år. 

Det vækker forundring - og bekymring - hos generalsekretær i Blå Kort, Morten Skov Mogensen.  

- Noget tyder på, at dem, der har det sværest, ikke har fået det nemmere, men kun sværere. Det handler om økonomiske konjekturer, men også de rammer, der er for at være udsat, mener han. 

Han peger på sidste års inflation og prisstigninger som én af årsagerne til, at flere har brug for julehjælp i år. 

- Der er også blevet mere opmærksomhed på julehjælpen, men det kan ikke forklare så markant en stigning, som vi har oplevet, siger han. 

Mød modtagerne af julehjælpen

Her kan du møde nogle af de, som i år modtog julehjælp: 

1:23
Mød Søren Olesen, Susanne Falster og Rikke Møller, som alle modtager julehjælp i år.
Foto: Henrik Drivsholm/Lærke Nord, TV MIDTVEST