Må man blive hjemme fra arbejde, når en snestorm rammer? Læs reglerne her

TV 2 Vejret varsler vindstød af stormstyrke i forbindelse med snestormen, men derfor må du ikke bare blive hjemme fra arbejde.

TV 2 Vejrets varsling lyder fra tirsdag klokken 18 til torsdag klokken 18.
TV 2 Vejrets varsling lyder fra tirsdag klokken 18 til torsdag klokken 18.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Årets første snestorm er på vej mod landsdelen, men er vildt snevejr grund nok til at blive hjemme fra arbejde? Og hvad sker der, hvis man gør det?

Der er varslet vindstød af stormstyrke kombineret med kraftigt snefald de næste par dage, og det kan give store trafikale udfordringer.

Men ifølge rådgivningschef i DJØF, Mette Knudsen, er en snestorm ikke en legitim grund til at blive hjemme fra arbejde.

- Man må ikke blive hjemme, hvis for eksempelvis busserne må blive i garagen. Der har været varslinger om vejsituationen over flere dage, og man har derfor haft mulighed for at koordinere alternative ruter til arbejde, forklarer hun.

Rådgivningschefen understreger dog, at det i nogle situationer kan være umuligt at møde fysisk ind, men så er det vigtigt, at den ansatte kontakter sin leder hurtigst muligt.

Kan man blive trukket i løn, hvis man ikke kan møde til tiden, fordi vejene ikke er ryddet for sne?

- Ja, det kan man i princippet. Derfor giver det mening at forsøge at indgå aftaler med din chef på forhånd. For eksempel at du arbejder hjemmefra eller afspadserer, hvis det er muligt, siger hun.

Selv om vejret kan gøre det umuligt for ansatte at møde ind på arbejde, så er det ifølge Mette Knudsen heller ikke muligt at bruge opsparet ferie.

- Placering af feriedage skal altid aftales, og man kan altså ikke bare selv frit placere dagene efter behov. Tag derfor dialogen med din chef, så din ønskede feriedag forhåbentlig kan godkendes med kort varsel, fortæller hun. 

Der varsles vindstød af stormstyrke nord for den sorte linje.
Der varsles vindstød af stormstyrke nord for den sorte linje.
Foto: TV 2 VEJRET