Lokalaviser bliver sendt i overlevelseskamp af corona

Landdistrikternes Fællesråd mener, at landet ender i demokratisk og nyhedsmæssig ubalance uden lokale aviser.

Lokale og regionale aviser har i årevis været presset på økonomien.
Lokale og regionale aviser har i årevis været presset på økonomien.
Foto: Flemming Christensen

De har i årevis blødt annoncekroner, og det vil skade demokratiet, hvis lokale og regionale aviser må bukke under.

Det mener Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Han støtter en opfordring fra Kommunernes Landsforening (KL) om, at partierne på Christiansborg bør hæve mediestøtten til de hårdt pressede lokale og regionale aviser og deres mediehuse.

- Det her handler om et land i balance. I en demokratisk balance og en nyhedsbalance. Så man ved, hvad der sker i ens eget område lokalt og regionalt, men så man også på landsplan får et billede af, hvad der sker i hele landet – også i Thisted og i Tønder, siger Steffen Damsgaard.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) har i et interview med Constructive Institute, der er et uafhængigt journalistisk center for journalistik, gjort sig til talsmand for, at den samlede mediestøtte skal stige.

I 2020 udgør mediestøtten cirka 360 millioner kroner, som fordeles blandt omkring 70 medier.

Bundsgaard er borgmester i Aarhus, og han vil ikke sætte et tal på, hvor meget støtten til lokale og regionale medier bør stige. Men den bør hæves og ikke tages fra de landsdækkende medier, mener han.

Det er et emne, som Landdistrikternes Fællesråd længe har forsøgt at få på dagsordenen.

- Jeg tænker, at det er absolut nødvendigt, at mediestøtten til dem hæves, siger Steffen Damsgaard.

De lokale og regionale medier har været presset økonomisk i årtier, og coronakrisen har kun forværret situationen, fortæller kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Hvis vi kigger fremad, er vi ude i en overlevelseskamp for en del avisers vedkommende, siger han.

Det seneste års tid har aviserne Morsø Folkeblad, Helsingør Dagblad og Skive Folkeblad været truet af lukning.

De har ifølge Constructive Institute alene overlevet, fordi de er blevet enten opkøbt eller fusioneret med henholdsvis Nordjyske, Jysk Fynske Medier og Midtjyllands Mediehus.

Når aviser dør, kan det betyde, at borgerne får mindre at vide om det nære samfund omkring dem.

- Det er kommunerne, der leverer servicen til os inden for ældreområdet, skoler, daginstitutioner, veje, kultur. Man kan næsten fristes til at sige, at det hele kommer fra kommunen.

- Det gør kommunerne meget forskelligt, og det gør, at det burde være det sted, der har mest mediedækning og -opmærksomhed. Men sådan er det ikke, siger Roger Buch.

Mange unge orienterer sig om samfundet via sociale medier, og de springer altså lokalavisen over. Men alligevel mener Louise Brincker, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Medier, at de lokale og regionale aviser og mediehuse bør styrkes.

- Jeg tror næppe, det er nyt, at unge orienterer sig mere udad og væk fra det sted, hvor de bor. Omvendt kan man se, at når de stifter familie og nyt hjem, får det nære en betydning.

- Det er netop emnerne skole, foreningsliv, kulturliv. Hvis medierne først er væk, bliver det ikke dækket. Og når de unge bliver ældre og får et behov for at orientere sig lokalt, er der intet sted at finde den dækning, siger hun.

/ritzau/