Landmænd skal nu køre længere med deres gylle

Landmænd her i landsdelen får nu problemer med at slippe af med deres gylle. I 22 år har danske kvægbønder haft lov til at hælde ekstra mængder gylle på deres marker. Men den mulighed slutter nu brat.

Rick van Heesch har 650 malkekøer på sin gård i Vridsted.
Rick van Heesch har 650 malkekøer på sin gård i Vridsted.
Foto: Morten Lyngsø

Omkring 40 procent af de danske mælkeproducenter har i mange år haft en dispensation, så de kunne sprede mere gylle på markerne. Men den særlige ordning slutter til sommer. 

Regeringen har nemlig besluttet at ophæve den særlige undtagelse, der stammer fra EUs nitratdirektiv for at hjælpe det danske vandmiljø. 

- Det her er et udtryk for, at vores vandmiljø er i akut problemer. Vi har iltsvind, fuldstændig døde fjorde, og vi skal have vendt den her udvikling, siger Magnus Heunicke. 

Rammer særligt i det Midt-og Vestjyske

Ændringen rammer særligt mange i det midt- og vestjyske. Og en af de vestjyske landmænd er Rick van Heesch, der har 650 malkekøer på sin gård i Vridsted.  

- Jeg er selvfølgelig træt af det, for det kommer jo til at koste mig nogle penge, siger Rick van Heesch.

Efter sommer, når dispensation for at sprede mere gylle på markerne ophører, skal han nu skære ned på brugen af naturlig gødning fra køerne. 

- I stedet for at vi bruger den natulige del, som vi har allerede, så skal vi til at bruge en kunstig form for gødning. Jeg synes ikke, det giver mening, siger Rick van Heesch. 

Skal køre længere med gylle

Landbrugets organisationer har i dag protesteret kraftigt imod ændringen, der betyder, at landmændene nu skal køre længere for at komme af med deres gylle. 

- Man skal jo finde nogen, der kan tage det, og hvis alle lige pludselig står i den her situation - hvor skal vi så gøre af det?, siger Rick van Heesch.

Samtidigt lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke, at man vil finde nye løsninger og hjælpe landmændene godt videre, men slår fast, at det er vigtigt at få vendt udviklingen i det danske vand miljø. 

- Vi vil gøre, hvad vi kan, for at landmændene kommer så godt igennem det her som muligt, men vi kan ikke redde vandmiljøet ved at gøre, som vi har gjort hidtil.