Landdistrikternes fællesråd: - Frygter mere centralisering i sundhedsvæsenet

På et pressemøde i dag fremlagde regeringen planerne for en ny sundhedsstrukturkommission, som skal give sundhedsvæsenet et stort eftersyn.

Steffen Damsgaard er bange for, at regeringens planer for et nyt sundhedsvæsen kan betyde mere centralisering.
Steffen Damsgaard er bange for, at regeringens planer for et nyt sundhedsvæsen kan betyde mere centralisering.
Foto: Landdistrikternes Fællesråd

Tilbuddene i sundhedsvæsenet væk fra de største byer skal forbedres. Sådan lød det i dag på et pressemøde, hvor regeringen fortalte om den nye kommission, som skal se nærmere på sundhedsvæsenet.

- Der er for store forskelle på, hvordan man behandles på tværs af landet, og nogle steder er tilbuddet mindre godt end andre. Det gælder ikke mindst i dele af provinsen, hvor der ikke bor så mange mennesker, lød det fra statsminister Mette Frederiksen.

Den nye sundhedsstrukturkommission har blandt andet fået til opgave at kigge på, hvordan vi løser udfordringerne med rekruttering og forskellen i behandlingstilbud, alt efter hvor du bor. 

Og at sidstnævnte er en del af kommissionens opgave, glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

- Det er positivt, at der nu er kommet en erkendelse af, at geografisk ulighed i sundhed er en reel udfordring i Danmark, som der bør tages hånd om. Det er afgørende, at behandlingstilbuddene kommer tættere på borgerne - enten i borgerens eget hjem eller i lokale sundhedsenheder, siger formand for fællesrådet, Steffen Damsgaard, i en pressemeddelelse.

Frygter centralisering

Selvom der er flere ting ved kommissoriet, som Steffen Damsgaard er glad for, så er der også ting, som skaber bekymring. 

Eksempelvis at kommissionen skal se på anbefalinger til fremtidens regionale struktur i sundhedsvæsenet. Dermed er der også en risiko for, at regionerne kan blive fortid i fremtiden.

- Rekruttering er sundhedsvæsenets største udfordring lige nu, og det gælder særligt i landdistrikterne. Det problem løser man ikke ved at lave en ændret struktur. Nedlægges eller sammenlægges regionerne vil det blot indskrænke den lokaldemokratiske indflydelse, forklarer Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.

Kommissionen skal komme med sine anbefalinger i foråret 2024, så lovgivning kan vedtages i samme folketingssamling.