Kollerup nægter garanti: Restriktioner kan forsætte selvom alle er vaccinerede

Alle danskere, som ønsker at blive vaccineret, kan regne med at have fået det sidste stik mod COVID-19 til september. Men det betyder ikke, at restriktioner kan sløjfes helt. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil ikke give garantier.

29:17
Sæsonens sidste Krydsfelt handler om erhvervspolitik – og om, hvordan regeringens corona-håndtering har påvirket den. Gæster i studiet er erhvervsminister Simon Kollerup (S) og erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).

Coronavirus er på retur.

Danmark genåbner mere og mere. Flere og flere bliver vaccineret. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil alle danskere, som ønsker det, være blevet tilbudt vaccine mod COVID-19 til september.

Og hvad så bagefter?

Når vaccinen er fuldt udrullet - og befolkningen er blevet givet det afgørende stik - kan de restriktioner, som vi til den tid har levet med i halvandet år, så sløjfes helt? Ikke nødvendigvis, siger erhvervsministeren.

- Man kan ikke sige noget om det i dag. Vi skriver juni måned. Vi er nødt til at forholde os til, hvordan virkeligheden ser ud til august, mener Simon Kollerup (S):

- Vi håber allesammen, at når vi får vaccinen, så er vi dækket ind. Men vi ser nye varianter og mutationer af coronavirus. Hvis jeg stod nu og sagde, at I bare kan tage det roligt - til september, der er alt væk igen - så ville det være et tomt løfte, mener erhvervsministeren.

Venstre kritiserer regeringens sortsyn

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor han blandt andet diskuterer genåbning med Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

Han kritiserer regeringen og Simon Kollerup for unødvendigt at holde befolkningen fastlåst i en Corona-situation, som Venstre synes det er på høje tid at komme fri af.

- Vores sundhedsvæsen har klaret det eminent. Antallet af indlæggelser er meget, meget lavt. Det bekymrer mig, at målstregen flyttes. Nu er det noget nyt, der er afgørende. Nu er det en ny variant. Man er altid meget bekymret. Ifølge regeringen er der altid en legitim årsag til, at danskerne ikke skal have deres frihed tilbage. Det bryder jeg mig ikke om, siger Torsten Schack Pedersen.

Venstres erhvervsordfører argumenterer for fuld genåbning, når alle danskere er vaccineret - også ud fra tal, som han mener beviser, at regeringen har været både for restriktiv og for påholdende. 

Torsten Schack Pedersen minder om en genåbningsaftale i februar, hvor vurderingen fra regeringens eksperter var, at den ville resultere i op til 870 indlagte på landets sygehuse i april.

- Det holdt ikke en meter. Hvis man hele tiden kører efter et ekstremt forsigtighedsprincip, så er der stort set ingenting, der kan lade sig gøre:

- For mig er det svært at se logikken i, at når vi alle er vaccinerede, så skal der stadig være restriktioner, pointerer Torsten Schack Pedersen.

Minister: Vil ikke gamble

Erhvervsminister Simon Kollerup synes omvendt, at 'det er utrolig nemt at være bagklog'.

Socialdemokraten understreger, at det er meget mere svært at skulle håndtere en pandemi - og hele tiden kigge ind i kommende uger og måneder, og vurdere, om man gør det rigtige. For regeringen har det handlet om at have kontrol over situationen.

- Jeg er overbevist om, at vi har gjort det rigtige i forhold til at komme igennem Corona-krisen. Vi har ikke ønsket og ønsker ikke at gamble med risikoen for en ny nedlukning, siger Simon Kollerup.