Kirker mister trumf overfor vindmøller: Det er langt fra nok, mener SF

Et flertal vil indskrænke kirkers ret til indsigelser over for grønne projekter. SF mener, man burde gå meget længere.

kirket[rn
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

Der er bred politisk enighed om, at den grønne omstilling kræver nye grønne projekter på landjorden. 

Men til ethvert nyt projekt bliver der taget en række hensyn blandt andet et ret stort ét til nærliggende kirker. 

I dag fungerer planloven nemlig sådan, at en kirke kan lave indsigelse mod et grønt projekt som eksempelvis rejsning af vindmøller eller solceller, uanset hvor langt fra kirken projektet skal opføres. 

Det vil regeringen og en forligskreds gøre op med, og derfor lægger de nu op til at indskrænke kirkernes indsigelsesret.

- Vi har prøvet på at finde et kompromis, hvor vi finder en balance, så vi bedre kan få grøn energi op at stå, men samtidig passer på vores kulturarv, siger kirke- og landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V).

Kirker har stadigvæk særret  

Af et nyt udkast til en lovændring fremgår det, at kirkers indsigelsesret går fra at være ubegrænset til at gælde projekter i en radius af to kilometer fra kirken. 

- I langt de fleste sager kommer kirke og kommune fint ud af det allerede, men jeg tror, at det her vil hjælpe med, at vi får mere grøn energi på land, og det har vi brug for, siger Louise Schack Elholm.

Ministeren for kirke og landdistrikter mener, der er tale om en stor indskræning af kirkens mulighed for at påvirke nye energiprojekter
Ministeren for kirke og landdistrikter mener, der er tale om en stor indskræning af kirkens mulighed for at påvirke nye energiprojekter
Foto: Folketinget

Sammen med regeringen indgår både DF og Det Konservative Folkeparti i den forligskreds, der nu vil indskrænke kirkens ret til indsigelser. 

I SF ser de til gengæld hellere, at man helt fjernede kirkens specielle mulighed for at lave indsigelser. 

- Tiden er løbet fra, at kirkerne har en særlig ret til at sætte grønne projekter i stå. Når retten bliver brugt, har det jo både forsinket og stoppet projekter helt, så jeg synes, kirkerne bør have med samme vilkår som almindelige borgere, siger SF's politiske ordfører, Signe Munk. 

Er der slet ikke nogen fordele ved, at kirkerne kan lave de her indsigelser? 

- For det brede samfunds ve og vel mener jeg ikke, der er nogen fordele ved, at kirken kan sidde og spille et stopklodskort, siger Signe Munk. 

Stod det til Signe Munk, skulle kirken rangeres på linje med borgere, når det gælder retten til at lave indsigelser til grønne projekter
Stod det til Signe Munk, skulle kirken rangeres på linje med borgere, når det gælder retten til at lave indsigelser til grønne projekter
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Idéen om helt at sløjfe kirkens særlige ret til at lave indsigelser køber kirkeministeren ikke. Hun mener derimod, at retten bliver juseteret rigeligt. 

- Det har tidligere været helt ubegrænset med indsigelserne, nu laver vi en ret markant begrænsning, uden at vi kører kirkerne over. Jeg synes, man skal give den her model mulighed for at virke først, siger Louise Schack Elholm. 

Ministeren har endnu ikke fremsat det endelige lovforslag. Inden det sker, venter videre drøftelser med forligskredsen.