Kedelige tal: Rekordmange kæledyr bliver efterladt af deres ejere

Dyrenes Beskyttelse kalder det en skræmmende tendens.

Den otte uger gamle malteserhvalp blev efterladt foran en dyreklinik med to lune liter mælk til at holde sig varm. Hvalpen viste sig at have vand i hovedet og måtte desværre aflives.
Den otte uger gamle malteserhvalp blev efterladt foran en dyreklinik med to lune liter mælk til at holde sig varm. Hvalpen viste sig at have vand i hovedet og måtte desværre aflives.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Når 2021 om lidt rinder ud, kan Dyrenes Beskyttelse notere en kedelig rekord for året.

For første gang når dyrevelfærdsorganisationen op på over 600 henvendelser om såkaldte papkassedyr på bare ét enkelt år. Det dækker over sager, hvor ejere har efterladt deres kæledyr.

En trist rekord, lyder det fra foreningen.

- Det er ganske enkelt skræmmende, at dyr efterlades til en uvis skæbne af deres ejere. Ikke sjældent er det rent held, at dyrene kan reddes, når de bliver fundet, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Omkring udgangen af november havde foreningens vagtcentral allerede fået 596 henvendelser om i alt 1.134 dyr, der var fundet efterladt i papkasser, transportkasser eller lignende. I hele 2020 var det tal 556.

ÅrAntal
2018517
2019540
2020557
2021596
Dyrenes Beskyttelse. NB: Tallet fra 2021 er kun til og med november.

Mange efterladte dyr i Midtjylland

Region Midtjylland er i høj grad med til at trække tallet i den forkerte retning. Hele 149 gange har Dyrenes Beskyttelse fået et opkald med besked om, at et eller flere dyr var fundet efterladt. Det gør regionen til det sted i landet med næstflest henvendelser.

Når dyrene bliver fundet, bliver de bragt ind på et af foreningens internater. I Midtjylland er det enten i Viborg eller hos Kent Karlsens dyreinternat i Brande.

- Vi har desværre også set en langsom stigning. Det er katte, fugle, kaniner, marsvin og sommetider slanger, fortæller Kent Karlsen.

Det undrer ham altid, at folk ikke beder om hjælp ved at kontakte Dyrenes Beskyttelse i stedet for at vælge den udvej, der måske kan koste dyret livet.

- Hvis det eksempelvis er en killing, har den tit stået så længe, at den er blevet for kold til, at man kan få den op igen.

- Man får jo aldrig skældud for at ringe til 1812 for at få hjælp. Det er meget bedre end at dumpe dyrene. Og hvis det er økonomisk hjælp, man har brug for, så kan man også kontakte Dyrenes Beskyttelse, siger Kent Karlsen.

Flere og flere hunde blandt dumpede dyr

I de landsdækkende tal gemmer sig endnu en trist udvikling. Et stigende antal af de efterladte dyr er nemlig hundehvalpe.

- Det er en bekymrende udvikling. Det tyder jo på en brug-og-smid-væk-kultur omkring kæledyr, siger Jens Jokumsen.

Stigningen i antallet af dumpede hundehvalpe falder sammen med, at foreningens internater, der er fordelt over hele landet, i år beretter om mange henvendelser fra hvalpeejere, der ønsker at finde et nyt hjem til deres hundehvalp, fordi de alligevel ikke magter at være hundeejere.

Ifølge foreningen har det hidtil været et særsyn, at hvalpe under ét år blev indleveret. Ifølge Dyrenes Beskyttelse viser det sig dog ofte, at de dumpede hunde er syge. Men det er ingen undskyldning.

- Det er skammeligt, at ejerne ikke vil tage ansvar for hundene, også når de viser tegn på sygdom, siger familiedyrschef Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse har ti internater rundt i Danmark. I alt har de frem til december i år fundet nye hjem til 6.800 dyr.