Juletrafikken bliver mindre presset i år

Lillejuleaften bliver store rejsedag, men ellers spredes juletrafikken over flere dage, mener Vejdirektoratet.

Den 23. december ser ud til at blive den store rejsedag, hvilket kan skabe tæt trafik og risiko for mindre kødannelser om formiddagen og tidligt på eftermiddagen.
Den 23. december ser ud til at blive den store rejsedag, hvilket kan skabe tæt trafik og risiko for mindre kødannelser om formiddagen og tidligt på eftermiddagen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Julen nærmer sig, og ligeså gør nogle af årets største rejsedage, hvor danskere rejser tværs gennem landet for at fejre højtiden.

Juletrafikken ser dog i år ud til at blive mindre presset end normalt uden de store forsinkelser på vejene i dagene op til juleaften. Det skyldes, at rejsedagene fordeler sig over flere dage. Sådan lyder vurderingen i Vejdirektoratets prognose for juletrafikken. Dog skal man som altid være opmærksom, hvis man har planlagt at rejse lillejuleaften, advarer Vejdirektoratet. 

Den 23. december ser ud til at blive den store rejsedag, hvilket kan skabe tæt trafik og risiko for mindre kødannelser om formiddagen og tidligt på eftermiddagen. Derudover venter Vejdirektoratet, at særligt 2. juledag også kan byde på trængsel på vejene.

- Denne dag er erfaringsmæssigt en af årets største rejsedage, hvor trafikken især bevæger sig på tværs af landet i østgående retning fra Jylland mod hovedstadsområdet, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Derfor lyder anbefalingen, at man undlader at køre mellem klokken 10.00 og 15.00 2. juledag. Eller om muligt vælger en anden dag til turen hjem. Derudover bør man tjekke trafiksituationen, inden man kører. Det kan man gøre på hjemmesiden www.trafikinfo.dk eller gennem trafikmeldingerne på radiokanalen P4.

Der er dog en ukendt faktor, som kan ændre Vejdirektoratets forudsigelser: Vejret.

- Den helt store ukendte faktor i trafikprognosen for juledagene er altid vejret, lyder det i meddelelsen. Det er som regel til stor gene for juletrafikken, hvis julen falder sammen med frost og snefald, da det medfører en væsentlig risiko for længere rejsetid på grund af vanskelige forhold på vejene.