Jordbær har kæmpet med blandet vejr - sæsonen lakker mod enden

Det har været en meget udfordrende sæson for jordbæravlerne, hvor det snart er slut med frilandsbærrene.

I år har jordbærrene måttet kæmpe med stærkt blandet vejr gennem hele vækstsæsonen.
I år har jordbærrene måttet kæmpe med stærkt blandet vejr gennem hele vækstsæsonen.
Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Smagen af friske, solmodne danske jordbær er for de fleste en af sommerens store fornøjelser.

Bærrene bliver oftest revet væk i sommerferieperioden både i supermarkeder, fra vejboder og fra pluk selv-markerne.

I år har bærrene dog måttet kæmpe med stærkt blandet vejr gennem hele vækstsæsonen.

Mange er gået til, og nu lakker højsæsonen mod enden for frilandsbærrene.

- Det har langt fra været en dans for avlerne i jordbærmarkerne i år.

- Der har været masser af udfordringer, siger Dan Haunstrup Christensen, der er konsulent i gartnerirådgivningen Hortiadvice med bær som speciale.

Vand, nattefrost og voldsom varme

Først bød vinteren på masser af vand. Så fulgte nattefrost i store dele af landet i mange nætter og siden voldsom varme i juni.

- Jordbær kan blive solskoldede ligesom vi andre. Så modner de uendeligt hurtigt, så det er svært at følge med for plukkerne, siger han.

I sidste uge kom der masser af fugt i dagevis, hvilket får bærrene til at rådne.

- Det har kostet på bundlinjen for mange avlere, selv om der har været fornuftige priser i år, siger Dan Haunstrup Christensen.

Skynd dig hvis du skal nå det

De, der vil nå at lave jordbærsyltetøj eller fryse ned til vinteren, skal til at skynde sig.

- Frilandsbærrene klinger af midt i juli på Fyn, Sjælland og i Sønderjylland. Men der vil nok være jordbær at få i Nordjylland i nogle uger endnu, vurderer konsulenten.

Der vil stadig være danske jordbær længe endnu. Men de er ikke fra friland og typisk dyrket i plastiktunneler.

Selv om jordbær er en udfordret branche og underkastet vejrgudernes luner, så mener konsulenten, at der er basis for mere dansk jordbærdyrkning, hvis avlerne finder deres eget marked.

- Det skal være steder, hvor der ikke er masser af jordbær i forvejen.

- Så det gælder især i de egne, hvor der ikke er lokalt salg med boder, gårdbutikker og pluk selv. Især Jylland, nogle af øerne og Vestsjælland, siger han.

2:00
En far og søn krydsede i maj måned fingre for varmere vejr. Når der er nattefrost, får de ødelagt nattesøvnen.