Jeg slår dig ihjel! Bargæster gik amok på personalet

En dørmand og flere andre ansatte på barer er i weekenden blevet slået og sparket. Den ene blev også truet på livet.

Weekenden har været alt andet end fredelig for flere ansatte i det midt- og vestjyske natteliv.

En kvindelig bartender blev slået med knytnæve i ansigtet, så hun fik skader.

En kvindelig tjener på et andet værtshus blev sparket omkuld, og en mandlig dørmand blev slået, sparket og truet med at blive slået ihjel.

Kvinden, der fik skader i ansigtet, arbejder på et diskotek i Skive på Nordbanevej.

Hun havde tilkaldt en dørmand til at gå imellem to stridende parter. Men inden dørmanden nåede frem, gik hun selv imellem.

Kort efter fik den 31-årige bartender et knytnæveslag i ansigtet.

En 25-årig mand fra Højbjerg ved Aarhus stod bag slaget klokken 00.57 natten til søndag. Han forsøgte at stikke af, men blev fanget og anholdt for vold.

Og det hører til sjældenheder, den slags sker mod ansatte, forklarer Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

- Der er langt mellem snapsene, hvis vi skal blive inden for faget, siger politiassistenten.

Slog ud mod alt og alle

Det skete dog mindst to gange mere i weekenden.

For også et andet sted blev en kvindelig ansat ifølge politiet udsat for vold. I Tarm på Æ Gammel Laugstow blev en 53-årig kvindelig tjener nemlig sparket omkuld.

Det skete klokken 18.41 lørdag, da en 33-årig mand fra Videbæk-egnen.

Tjeneren ville have ham til at forlade stedet, fordi han generede de andre gæster.

- Det gik han amok over. Han slog ud efter alt og alle, og i den forbindelse sparkede han også hende i lysken, siger Bjarne Askholm, der er politikommissær og leder af lokalpolitiet i Ringkøbing.

Dørmand slået og sparket

Natten til søndag var den også gal baren Latinerly i Viborg, hvor en dørmand blev overfuset og overfaldet. 

En kvindelig gæst opførte sig på en måde, så baren ville have hende ud. Men den 33-årige viborgenser havde bestemt ikke lyst til at forlade baren.

Faktisk gjorde hun mere end almindeligt modstand, da dørmanden ville sende hende ud. 

Hun sparkede dørmanden mellem seks og otte gange. Hun slog ham også fire til fem gange på kroppen og kradsede hans hænder.

Og som om det ikke var galt nok, truede hun ham også:

- Jeg slår dig ihjel! sagde hun.

Det oplyser politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg Peter Søndergård:

- Hvad kommer der ikke ud af munden på folk, når der er kommet julebryg indenbords? siger politikommissæren.

Den 33-årige midtjyske kvinde kan se frem til at blive sigtet for trusler og for vold. Og hvis hun bliver dømt, kan det skærpe straffen, at det er blevet begået mod en dørmand.

Samtidig kan hun forberede sig på at blive forment adgang til baren de næste to år.