Internt brev afslører: - Arriva er temmelig presset

Arriva er i store problemer på alle fronter, lyder det i et internt brev, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

tog.jpg
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Et noget opsigtsvækkende brev er sendt ud til de ansatte i Arriva i Danmark. Her slår ledelsen fast, at det går elendigt på alle fronter.

Det skriver Ekstra Bladet.

I brevet, som avisen er kommet i besiddelse af, står der blandt andet:

"Helt overordnet, er vi temmelig presset i hele Arriva DK. Alle fire enheder (Bus, Tog, DriveNow, UCPlus) er bagefter vores forventede resultat, og endda ret langt bagefter. (...) Vi er i gang med at lægge en plan for at komme tilbage på sporet. Vi ved, vi kan – men kun hvis vi alle hjælpes ad."

Arriva, der er ejet af tyske Deutsche Bahn, står for en stor del af tog- og busdriften i Midt- og Vestjylland. Deutsche Bahn har uden held gennem længere tid forsøgt at sælge selskabet, og salget bliver formentlig ikke nemmere efter det brev, som togdirektør Susanne Hejer har sendt ud.

Et vanskeligt marked

Ekstra Bladet har været i kontakt med Arrivas kommunikationschef Pia Hammershøy Splittorff og spurgt, om Arriva vil uddybe det interne brev. Hun svarer blandt andet i en mail til avisen:

- Arriva er grundlæggende en sund forretning med masser af potentiale og et hav af dygtige og engagerede medarbejdere, så vi forholder os ganske fortrøstningsfuldt til fremtiden og har selvfølgelig også fra ledelsesmæssig side handlet på den situation, vi står i.