Ingen konsekvenser ved fejlbehandling: - Kommunerne magter ikke opgaven
Der er ingen konsekvenser for kommunerne, når de laver fejl i handicapsager, og det skal laves om, mener DF's Socialordfører.
Socialordfører for DF Mette Thiesen er ikke i tvivl.
- Handicapområdet skal ud af kommunernes hænder, siger hun.
Udmeldingen kommer i forbindelse med historien om Maja Lykke Groth og hendes otte-årige multihandicappede datter, hvor Holstebro Kommune gang på gang har begået fejl i behandling af deres sag.
- En ting er, at den her kvinde skal kæmpe en kamp mod kommunen og systemet, for den hjælp som hun faktisk har krav på. Men at hun også to gange får medhold i Ankestyrelsen, og kommunen stadig ikke gør noget, det skriger til himlen.
Det er dog ikke Maja Lykke Groths sag alene, der har fået Mette Thiesen til at slå alarm.
På landsplan er der fejl i 48,8 procent af de børnehandicapsager, som ender i Ankestyrelsen, og i Holstebro Kommune var omgørelsesprocenten på 71 procent for 2022.
- Det viser jo klart og tydeligt, at kommunerne ikke magter den her opgave, slår socialordføreren fast.
Kommunen sparer penge på at lave fejl
Hvis det ikke lykkedes at få handicapområdet ud af kommunerne, så så Mette Thiesen gerne, at der i det mindste blev indført en økonomisk konsekvens for kommunerne, når de laver fejl i handicapsager.
- Desværre ser vi eksempler, hvor man er i tvivl om, hvorvidt kommunerne spekulerer i at spare penge. Fordi det kan betale sig for kommunen at vente med at give den rigtige hjælp, og så først lade det komme i Ankestyrelsen, siger Mette Thiesen.
Sanne Møller, der er jurist med speciale i social og handicapområdet, medgiver, at der ikke er særlig mange konsekvenser for kommunerne, når de laver fejl i handicapsager.
- Lovgivningen er ikke god nok til at holde kommunerne ansvarlige for fejl, slår hun fast.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil for at høre, hvad hun tænker om problemet, men hun har ikke ønsket at udtale sig.
Konsekvensfrit at lade området sejle
Ifølge Sanne Møller er grunden til, at omgørelsesprocenten på handicapområdet er langt højere, end hvad man ser i andre steder, at området ikke har nok politisk bevågenhed.
- Det koster ikke stemmer, når handicapområdet går helt galt. Hvis et andet område havde de samme fejlprocenter som handicapområdet, så ville der være et ramaskrig og nogle skulle stilles til ansvar, siger Sanne Møller og forsætter:
- Men fordi det "bare" er handicap, så kommer det ikke til at få politiske konsekvenser, og derfor bliver det ikke vigtigt nok for politikerne, til at de vil ændre på det, siger hun.
Formand for Børne og Familieudvalget i Holstebro Kommune, Klaus Flæng, er til gengæld ikke i tvivl om, at kommunen godt kan løfte opgaven
- Vi er hamrende dygtige. Vi kan altid blive bedre, og det arbejder vi på hver evig eneste dag, siger formanden.