Her får de mest: Nu ryger milliarder retur i midt- og vestjydernes lommer

Samlet set får danskerne 25,7 milliarder kroner tilbage i skat 12. april. Her kan du se, om din kommune ligger over eller under landsgennemsnittet.

Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat 12. april.
Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat 12. april.
Foto: Grafik: Rigmor Sams

Det er en god fredag i mange midt- og vestjyske hjem.

I alt ryger der nemlig over 6.000.000.000 kroner ind på kontoen 12. april i form af overskydende skat fra indkomståret 2023. Og især i Ikast-Brande har de ekstra god grund til at købe lidt lækkert ind til weekenden.

Her har hver borger i gennemsnit fået 7.071 kroner tilbage i skat, hvilket er det højeste tal blandt kommunerne i Midt- og Vestjylland og knap en plovmand over landsgennemsnittet.

Færrest penge får de tilbage i Struer Kommune. Se gennemsnittet i din kommune på kortet herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På landsplan har omkring 3,9 millioner skatteydere samlet set betalt 25,7 milliarder kroner for meget i skat sidste år. Det svarer til en gennemsnitlig overskydende skat på 6.585 kroner, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det betyder samtidig, at knap fire ud af fem borgere skal have penge tilbage i skat. Eller, med den pessimistiske hat på, at de har været dårlige til at udfylde deres selvangivelse.

- Jeg forstår godt, at det er rart med en ekstra udbetaling. Men jeg vil samtidig minde om, at det er penge, man kunne have haft glæde af sidste år, hvis man havde rettet sin forskudsopgørelse. Med en gennemsnitlig udbetaling på 6.600 ville det have været cirka 500 kroner ekstra i hånden hver måned, siger fagdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Bruger penge på tøj, mad og gør-det-selv

Uanset, hvilken hat, man tager på, så får størstedelen af danskerne altså en pæn slat af deres egne penge tilbage i dag.

Det er svært at måle, hvad danskerne bruger dem på, men i Danske Banks såkaldte Spending Monitor følger man løbende, hvor mange penge bankens kunder samlet set bruger i hvilke slags forretninger. 

Dermed kan man også se, hvad danskerne tidligere har brugt flere penge på i dagene efter, at de får penge tilbage i skat. Med andre ord får man en generel ide om, hvordan mange danskerne normalt bruger deres overskydende skat.

- Det kan eksempelvis være i tøj- og skoforretninger, eller på at gå på bar eller restaurant. Vi ser også en øget omsætning i byggemarkeder og gør-det-selv-forretninger og i butikker, der sælger sportsudstyr og hobbyforretninger, siger privatøkonom og chefanalytiker Louise Aggerstrøm til tv2.dk.

Livremmen skal omvendt spændes ind hos de godt 700.000 danskere, der skal betale i alt 6,7 milliarder kroner i restskat, da de har betalt for lidt i skat.

Det er et gennemsnit på 9.400 kroner per borger med restskat.