Forbud skal hjælpe i krigen mod hyben

Kommuner, lodsejere og staten har i årevis haft store udfordringer med hyben-rosen. Det skal nu være fortid.

Hybenrosen har været populær langs kysterne.
Hybenrosen har været populær langs kysterne.
Foto: TV MIDTVEST

De fleste kender den. Hyben-rosen som står ude ved landets kyster. Men selvom den kan kalde minder om strandture og hyben-marmelade frem, så er den et problem. For hyben-rosen - som i virkeligheden hedder rynket rose - er en invasiv art, der slet ikke hører til på de danske kyster.

Derfor er et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om, at rynket rose skal være fortid. De har vedtaget en ny lov som udvider værktøjskassen over for de invasive arter, for eksempel gennem forbud mod handel, import og mere.

Det tager de godt imod ved Naturstyrelsen. Her har de siden 2013 kæmpet mod planten.

- Så får man understreget, at det er en problematisk art, og at folk skal tænke sig om, for det er ikke bare en plante, man skal plante i haven op til klitnaturen, siger Uffe Strandby, der er projektleder hos Naturstyrelsen Vestjylland.

Kæmper imod den

Naturstyrelsen, Thisted Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune har i et fælles projekt intensiveret indsatsen mod rynket rose siden 2013.

- Den holder på sandet, men de gør alle de andre arter også. Så de arter der er naturligt hjemmehørende er selvfølgelig bedre at have i det her miljøet, netop fordi rynket rose får alt anden vegetation væk, så på den måde er den med til at udkonkurrere de andre arter, som vi gerne vil passe på, forklarer Uffe Strandby.

De håber på, at et forbud kommer til at betyde noget.

- Det gør jo ikke noget aktivt i forhold til den udbredelse, som rynket rose har nu. Men det gør noget, hvis man planlægger at udvide nogle sommerhusområder eller planlægger at etablere nogle helt nye, som grænser op ad nogle sårbare naturområder, så er det klart, at risikoen for at det spreder sig derud er mindre, siger han. 

Projektet varer indtil 2013

Ikke meget salg i planten

Hos Hjorthede Planteskole i Bjerringbro, der er leverandør til andre planteskoler, bekymrer salgsforbudet dem ikke. Her har rynket rose ikke solgt godt i flere år.

- Vi har igennem mange år skåret voldsomt ned på rynket rose og producerer den ikke selv længere. Vi forhandler den, hvis der er nogle havecentre eller andre, der skal bruge den. Så køber vi den hjem, fortæller ejer Søren Iversen og tilføjer:

- De sidste fem år har vi solgt måske 3-500 om året. Det er ingenting i vores verden. Førhen kunne man sælge dem i 50-100.000 vis om året, men det er ovre for mange år siden.

2:57