Folketinget siger nej til tv fra rigsretssag mod Støjberg

Folketinget har tirsdag formelt afvist forslag fra den tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Et flertal i Folketinget har afvist Inger Støjbergs forslag om at tv-transmittere rigsretssagen mod hende.
Et flertal i Folketinget har afvist Inger Støjbergs forslag om at tv-transmittere rigsretssagen mod hende.
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Der bliver som ventet ingen tv-transmission fra den kommende rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der begynder senere i år.

Tirsdag sagde et bredt flertal i Folketinget nej til at vedtage det lovforslag, som den tidligere Venstre-politiker selv havde fremsat.

Kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg selv stemte for lovforslaget.

Løsgængeren ønskede, at offentligheden skulle have mulighed for at følge med på tætteste hold i den første rigsretssag i cirka et kvart århundrede.

Hun sagde inden afstemningen tirsdag i Folketingssalen, at hun godt vidste, at et flertal ville sige nej til forslaget om tv og derudover et andet lovforslag om, at der skulle være åbenhed om, hvordan dommerne stemmer i rigsretssagen.

- Jeg kan sige helt klart, og jeg er trods alt den anklagede i sagen, at jeg har ikke noget at skjule.

- Jeg ved, hvad jeg har gjort, jeg ved, hvad jeg har sagt, og jeg kan stå på mål for det hele, sagde Inger Støjberg.

Sjette rigsretssag i Danmarkshistorien

Hun langede samtidig ud efter de partier, som gik imod hendes lovforslag.

- Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det er så vigtigt for så mange partier i Folketinget at kæmpe imod øget åbenhed og reel adgang for offentligheden i rigsretssager. Hvad er det, danskerne ikke må se, spurgte hun.

Inger Støjberg, som er anklaget i den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien, ville lade medierne transmittere lyd og billeder direkte fra afhøringerne.

I dag er det allerede muligt at tillade direkte tv-transmission, hvis det skønnes nødvendigt. Men i praksis sker det sjældent af hensyn til blandt andet vidner. Støjberg ville vende reglen om, så det skete i udgangspunktet.

Sagen mod Inger Støjberg i Rigsretten begynder 2. september, og sidste retsmøde afholdes 30. november.

25. juni bliver et forberedende retsmøde afholdt.

Her vil Rigsretten blandt andet behandle spørgsmålet om pressens adgang til at optage og transmittere fra retssagen.

Et stort flertal i Folketinget stemte i begyndelsen af februar for at rejse en tiltale mod Støjberg for brud på ministeransvarlighedsloven.

Hun anklages for at stå bag en ulovlig instruks i 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.