Fokus på digitale vaner: Ny video skal forbedre børn og unges trivsel

Alt for mange børn og unge mistrives. Det skal en ny video med fokus på digitale vaner gøre noget ved, mener Skolelederforeningen.

Digital dannelse
Foto: Sara Gangsted / Ritzau Scanpix

Skolelederforeningen har lørdag lanceret en video, der sætter fokus på digital dannelse hos børn og unge.

- Vi kan se, at rigtig mange børn og unge mennesker mistrives, fordi deres opmærksomhed bliver taget af sociale medier. De bliver afbrudt og sover for lidt, siger formand Claus Hjortdal, der bor i Thisted, til TV MIDTVEST.

I videoen fortæller speciallæge Imran Rashid om gode digitale vaner henvendt til forældre til elever i folkeskolen.

- Vi vil gerne sammen med forældrene sætte fokus på det ansvar, både de, vi og eleverne har, for at skabe en bedre hverdag.

- Succeskriterierne er, at vi får nogle bedre dialoger og en bedre trivsel blandt de unge i en kompleks verden.

Forældre: - Et indspark i debatten - men skældud virker ikke

Hos forældrenes organisation, Skole og Forældre, hilser landsformand Rasmus Edelberg videoen velkommen. For forældrene har et stort ansvar i forhold til at sikre børnenes digitale trivsel.

Når det er sagt, savner landsformanden en mere positiv tilgang til problematikken.

- Videoen har en tendens til at være frygtbaseret – at børn har et ukontrolleret forbrug i dag. Skældud virker ikke i forhold til børn og heller ikke i forhold til forældrene. Når andre skal opdrage forældrene, er det ret vigtigt, at man er opmærksom på, hvad det er for værdier, vi gerne vil have, fortæller han til TV MIDTVEST.

- Det er noget om nærvær, sundhed og søvn. Det handler om gode vaner, og det tror jeg, alle forældre er enige i.

Han mener desuden, at der er behov for en tættere dialog for at løse de udfordringer, der er i forhold til det digitale forbrug.

27:43
Claus Hjortdal har været på besøg hos Ugens Gæst.