Farlig cocktail i morgentrafikken: Mandag bliver værre end søndag, forventer DMI og vejhjælp
Vejhjælpen havde en mere end almindeligt travl søndag, men de forventer, det bliver langt værre mandag morgen.
Sort is, tåge og myldretrafik mandag morgen.
Det lyder som en uheldig cocktail. Derfor er DMI og SOS Dansk Autohjælp også ganske klare i mælet:
Hvis vintervejret drillede trafikken søndag, kan bilisterne godt regne med, mandag bliver værre.
- Det kan blive helt blank, sort is, som måske er svær at se. Det er nemmere at se, det er glat, når der er et hvidt snedække eller helt fast, hvid is, siger Mette Zhang, vagthavende metrolog hos DMI.
Vejhjælp havde travl søndag
Søndag morgen og formiddag blev vejene snehvide, men mandag morgen kan du godt regne med, de er sorte mange steder igen.
Men det betyder altså ikke, faren er forbi. Der kan nemlig være spejlglat, selvom vejen ikke længere tydeligt viser, der er sne eller is.
Hos DMI forventer man, morgentrafikken kan blive påvirket af lumsk vejr. Samme toner lyder fra SOS Dansk Autohjælp.
Søndag havde de 160 sager fra det midt- og vestjyske.
- Det er 50 procent flere end på en travl dag, siger Anette Bjørn Juncher, der er chef for vagtcentralen hos SOS Dansk Autohjælp.
Mandag er alle på arbejde
Rundt regnet to ud af tre sager kunne man give det kolde vejr skylden for.
Men selvom søndag var travl, bliver mandag endnu værre.
- Vi sætter al disponibelt mandskab på gaden, og vi gør det samme i vagtcentralen for at være klar ved telefonerne, siger Anette Bjørn Juncher fra SOS Dansk Autohjælp.
Mandag skal folk på job, og langt flere bliver nødt til at køre.
Derfor bliver det også tydeligt, hvilke veje der ikke er blevet ryddet ordentligt. Det kan især være småvejene.
Og selv hvis der er ryddet for sne, er det altså ingen garanti for, at man bare kan køre, som man plejer.
Politiet: Tag dig i agt
I løbet af søndagen faldt der sne i det meste af landsdelen, og nogle steder kom temperaturerne over frysepunktet.
Dermed kan der ligge smeltevand, som vil fryse igen, når nattefrosten sætter ind.
Samtidig er der lokalt risiko for rimtåge.
- Når man står op mandag kan der godt være lidt rimtåge tilbage. Der kan stadigvæk være glat, så man skal nok køre i god tid og køre stille og roligt, siger Mette Zhang.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi tager man situationen med sindsro, fordi der bliver saltet på de store veje.
Men politiet har en klar opfordring til dem, der skal køre på arbejde.
- Man skal selvfølgelig tage sig i agt. Er der is på bilen, når man kommer ud, kan der også være is på vejen, siger Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.