Danske fiskere får endelig adgang: - Havde håbet på mere

EU og Norge er endelig nået til enighed om fiskerimulighederne i norsk farvand

Alfred Fisker og kollegerne kan snart fiske i norsk farvand igen.
Alfred Fisker og kollegerne kan snart fiske i norsk farvand igen.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Nu kan fiskebådene snart drage mod Nordsøen igen. 

EU og Norge er endelig nået til enighed om fiskerimulighederne i norsk farvand og det betyder, at danske fiskere igen kan fiske i norsk farvand.

- Det er dejligt, det er på plads. Vi så gerne det var en bedre aftale, men det er ikke desto mindre en aftale, fortæller Alfred Fisker, der er formand for fiskerne i Thyborøn.

De danske fiskere har ikke haft mulighed for at fiske i norsk farvand i Nordsøen og Skagerrak siden årsskiftet. 

Forhandlingsforløbet indebærer, at Norge har taget sig godt betalt for at få en aftale på plads. 

Men adgangen er uundværlig lyder det fra Danmarks Fiskeriforening i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at Norge går til stålet ved forhandlingsbordet, og prisen for adgang er høj. Som tiden er gået er der dog ingen vej uden om. Nu skal vi i stedet bruge kræfterne på at sikre et bedre resultat for EU’s fiskere i de kommende år, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

Var klar til at sende bådene ud

I aftalen har EU mistet retten til i omegnen af 600 tons fisk af forskellige arter. 

Det rammer også de, i forvejen hårdt ramte, danske fiskere, da Danmark står for godt 80 procent af det fiskeri, som nordmændene tillader EU i det norsk farvand. 

- Vi har allerede betalt dyrt for brexit og det her er også noget, vi kommer til at mærke, fortæller Alfred Fisker- 

Aftalen forhandles på årlig basis og derfor er det altså sent, at de danske fiskere kan komme i gang i det norske. 

Så da man hørte rygter om, at en aftale var undervejs, gjorde man sig klar til at sejle ud. 

- Vi havde håbet, vi kunne sende folk afsted til midnat, men aftalen kom lidt sent på dagen, så vi skal lige have styr på alle detaljerne, inden vi kan sende nogen ud i løbet af weekenden, fortæller Alfred Fisker.