Danmark skal gå fra sort til grøn gas: Hos Vinkel Biogasanlæg står de klar med den grønne af slagsen

Danmark skal gøres uafhængig af naturgas fra Rusland, og det skal ifølge SF og Venstre ske ved at skifte naturgassen ud med biogas.

2:27
Vi skal være uafhængige af gas fra Rusland, og SF og Venstre mener, at biogas er løsningen. Og det er godt nyt hos Vinkel Bioenergi.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Ruslands handlinger i Ukraine har fået de danske politikere til at vende blikket indad og lokalisere, i hvilke sammenhænge vi har gjort os afhængige af russiske produkter. Og her er det den store mængde naturgas, vi køber fra Rusland, de nu gerne vil ændre på. 

Danmark skal fremover ikke være afhængige af den russiske gas, og i morgen præsenterer regeringen deres bud på, hvordan det skal kunne lade sig gøre at blive fri for naturgassen.

Svaret er biogas 

Men hvis det står til SF og Venstre, så er løsningen mere biogas, som vi selv producerer, og målet er, at kunne være uafhængig af naturgas senest ved udgangen af 2027.

- Nu skal vi sørge for, at den gas, vi bruger, er grøn på biogas i stedet for sort på naturgas, som er dårligt for klimaet, og også gør os afhængige af lande som Rusland, fortæller Signe Munk, der er politisk ordfører hos SF.

Hun mener, at boliger med gasfyr i stedet skal opvarmes ved hjælp af grøn fjernvarme eller varmepumper, og virksomheder, der i dag bruger naturgas, skal omstilles til den grønne biogas.

Politisk ordfører hos SF Signe Munk mener, at biogas er vejen frem for Danmark.
Politisk ordfører hos SF Signe Munk mener, at biogas er vejen frem for Danmark.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Biogasanlæg bakker op 

Hos Vinkel Bioenergi er direktør Jeppe Klug Madsen begejstret for udmeldingen. Vinkel Biogasanlæg leverer allerede grøn energi til op mod 30.000 husstande om året, og har i forvejen planer om store udvidelser. Hvis forslaget fra SF og Venstre bliver en realitet, vil de kunne opføre fire anlæg mere, fortæller han.

De nye biogasanlæg og et øget fokus på den grønne gas vil ifølge direktør Jeppe Klug Madsen især kunne få stor betydning for landbruget.

- Vi skal have ændret deres belastning, og få noget grøn energi ud af nogle af de ressourcer der er tilovers der, fortæller han.

De grønne planer skal rykkes frem 

Og det er netop den slags udvikling, som SF og Venstre vil sætte skub i. I klimaaftalen for 2020 blev man enige om nogle puljer til biogas, som skulle udmøntes frem mod 2030 med to års mellemrum, men der skal handles hurtigere, mener Signe Munk fra SF.

- Det vi foreslår, det er at rykke dem alle sammen frem og sende alle pengene ud i udbud nu, så man kan realisere det, og det allerede kunne være klar i 2024, fortæller hun.

Udvidelser af biogasanlæg i den størrelse har det med at møde stor lokal modstand, da det ikke er uden gener at være nabo til et biogasanlæg. Derfor skal den grønne omstilling heller ikke være gratis, mener SF’s klimaordfører.

- Nabohensyn skal der jo stadigvæk tages. Men det er også vigtigt at sige, at vi ikke får produceret mere grøn biogas, hvis vi ikke gør nogle anlæg større eller laver nogle nye, og det vil der helt sikkert være nogle, der vil blive utilfredse over, fortæller Signe Munk.

Hvis forslaget bliver en realitet, vil Vinkel Biogasanlæg kunne starte etableringen af de nye anlæg allerede i begyndelsen af næste år.