Børneudlejning og fjernbetjening til lyskryds: Se TV MIDTVESTs bud på en aprilsnar gennem tiden

Vi laver dem ikke mere, men det gjorde vi så sandeligt engang. Her kan du få et gensyn med forskellige bud på en aprilsnar fra TV MIDTVEST gennem årene.

1:27
Tidligere studievært og nuværende redaktør på TV MIDTVEST, Kirsten Axelsen, er én af dem, der har fået den store ære at formidle en aprilsnar til de midt- og vestjyske seere.
Foto: TV MIDTVEST

Denne artikel er oprindeligt udgivet i 2022. Vi udgiver den igen i dag i anledning af 1. april.

Nogle elsker at hade dem. Andre hader, at de elsker dem. Men fælles for de fleste af os er formentlig, at vi ikke helt kan se os fri for gennem tiden at have hoppet på en aprilsnar. 

I dag tager vi hul på årets fjerde måned, og det er som bekendt den ene dag på året, hvor selv dem, der ikke normalt er til skæg og ballade, pludselig finder deres indre spasmager frem.

Her på TV MIDTVEST har vi da også før været med på galejen, og selvom den hjemmeside, du lige nu er inde på, i dag er aprilsnarfri-zone, så gemmer vores arkiv på flere forskellige historier, som måske godt kan tåle en genfortælling – eller også kan de ikke, men det må du jo så vurdere.

2:23
I 1993 kunne TV MIDTVEST bringe aprilsnar-nyheden om, at borgerne i Skive kunne få fat i italienskproducerede fjernbetjeninger, som kunne få lyskrydsene i byen til at skifte farve.
Foto: TV MIDTVEST

Bryllups-tv og fjernbetjening til lyskryds

Traditionen startede i 1990, hvor den første aprilsnar nogensinde fra TV MIDTVEST gik ud til vores gode kollegaer på TV 2 Østjylland. Her lød spøgen, at den dengang nyopstartede tv-station blev nødt til at supplere den ellers skrantende økonomi ved at udleje tv-udstyr til private bryllupper.

På den måde kunne man få produceret sin helt egen professionelle bryllupsvideo, hvor prislisten startede ved 1800 kroner. Og så skulle man mærkeligt nok kontakte en medarbejder på TV MIDTVEST, hvis man ønskede at indgive en bestilling.

Det var måske ikke den mest sindsoprivende start på traditionen, men tre år senere var spøgen så rykket inden for landsdelens grænser. Her lød fortællingen nemlig, at skibonitterne nu selv kunne skifte farve i lyskrydsene ved at benytte sig af sin helt egen fjernbetjening.

Den lokale færdselsbetjent fortalte dog, at det var en udfordring, hvis flere gjorde det på samme tid, for så ville der jo være grønt i alle fire retninger, og det kan man jo kun give ham ret i.

Det var sådan en slags fjernbetjening, som i følge TV MIDTVEST 1.april 1993 skulle kunne skifte farve i et lyskryds.
Det var sådan en slags fjernbetjening, som i følge TV MIDTVEST 1.april 1993 skulle kunne skifte farve i et lyskryds.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Kæmpe ål og ulvens tilbagekomst

I 1997 var der endnu engang fare på færde, for her var en tre meter lang havål stukket af fra Jyllandsakvariet, og det betød, at folk i Thyborøn og omegn nu blev frarådet at hoppe i havet. Det betød også, at én af de lokale fiskere undlod at gå på vandet, indtil den var fanget, for som han sagde, så kunne en ål på den størrelse ødelægge hans båd fuldstændig.

Det skal dog lige siges, at han var orienteret om spøgen, så udmeldingen skulle vist bare ses som godt gedigent vestjysk skuespil.

Så var der jo også år 1999, hvor sendefladen pludselig blev ramt af en nyhed, der hævdede, at ulven nu kunne være på vej tilbage til den danske natur. Det var en lokal ulvegruppe, der havde allieret sig med en advokat, der mente, at ulven simpelthen havde retskrav på at blive genudsat.

Der var ganske vist bekymringer at spore hos de mennesker, vi dengang mødte på gaden, men en lokal naturvejleder hævdede, at det ikke var farligere at omgive sig med ulve, end det var at færdes i trafikken. Det kan jo så også være farligt nok i sig selv, og måske var det derfor, at ulven aldrig kom tilbage - i hvert fald ikke før cirka 20 år efter.

Om det så var retskravet, den endelig havde fået øje på, vides stadig ikke.

Royalt fyr og gratis varme

Derefter springer vi til 2006, hvor et opsigtsvækkende salg pludselig brød igennem 1. aprils noget tvivlsomme lydmur. Her stod en række lokale borgere omkring Bovbjerg Fyr slemt skuffet tilbage, da en årelang kamp for at købe fyret pludselig blev tabt til ingen ringere end Kongehuset.

Kronprinseparret havde angiveligt købt fyret som deres nye sommerresidens, og nu gik rygtet på, at en kendt arkitekt, som tidligere havde stået for renoveringen af Schackenborg, nu skulle kaste sin kærlighed over Bovbjerg Fyr.

I den forbindelse kontaktede TV MIDTVEST det pågældende arkitektfirma for at høre, om de kunne genkende rygterne. Det kunne det sjovt nok ikke.

Så skal vi til 2015, hvor IT-giganten Google havde meldt sin ankomst i Viborg. Det skulle selvfølgelig fejres, og derfor tilbød den verdensomspændende virksomhed gratis varme til udvalgte viborgensere. 

For at komme i betragtning skulle man bare opbevare én af Googles nye super-servere, og selvom den fyldte det meste af redskabsskuret, så forstår man jo godt i dag, hvor energipriserne er på himmelflugt, at det kunne friste en del af viborgenserne. 

2:51
Her viser fjordfiskeren fra TV MIDTVESTs aprilsnar-indslag fra 1997, hvor stor den løsslupne kæmpeåls mund skulle have været: "Det er en utrolig luns kød, den tager med sig," sagde fiskeren fra Thyborøn dengang.
Foto: TV MIDTVEST

Børneudlejning og mosekvinden, der forsinkede motorvejsbyggeri

Året efter var turen så kommet til landsdelens børnefamilier, for her tilbød et nyt firma, at man kunne leje sine børn ud. Det betød, at forældre pludselig kunne få mere tid til børnefri fornøjelser i weekenden og samtidig tjene penge på at sætte de små guldklumper i arbejde.

Egentlig meget godt tilbud, og det blev da også taget meget godt imod hos det forældrepar, som TV MIDTVEST kontaktede. De begyndte allerede at drømme store drømme om biografture og lidt ekstra tid på sofaen lørdag eftermiddag. 

Det blev dog ved drømmene for det unge forældrepar.

Sidste kapitel af historien om aprilsnar på TV MIDTVEST kom i 2017, da vi bragte nyheden om, at et fund af en 2000 år gammel mosekvinde kom til at forsinke byggeriet af Holstebromotorvejen.

Borgmester H.C. Østerby mente godt nok, at forsinkelsen var en katastrofe, men han kunne samtidig godt se en vis branding-værdi for kommunen, hvis en kvindelig udgave af Grauballemanden pludselig skulle have til huse i området.

Hverken H.C. Østerby eller nogen andre har sidenhen medvirket i en aprilsnar fra TV MIDTVEST. Det skal dog lige siges, at det absolut intet har at gøre med Holstebro-borgmesterens skuespil, for der er skam kun roser tilovers for Østerbys medvirken fra denne skribent.

I stedet er det en konsekvens af, at fake news er blevet mere og mere udbredt, og derfor har vi her på redaktionen trukket følehornene til os. Siden 2017 har TV MIDTVEST ikke forsøgt at snyde nogen 1. april.