Bare bryster på beskidte værksteder: - Der skal være noget at kigge på

Skal det være slut med bare bare bryster på værkstederne? Nej, siger flere vestjyder. Deltag selv i afstemningen.

2:30
Der hænger stadig afklædte kvinder på flere værksteder i det midt- og vestjyske.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

De hænger der endnu. De strittende numser og de bare bryster. 

Gennem årtier har nøgenkalendere været fast inventar på rigtig mange værksteder rundt i landet. 

Men nu skal det være slut!

I hvert fald hvis man spørger arbejdsgiverforeningen Tekniq, der netop har lanceret en ny kampagne med budskabet 'Kom og tag mig - NED!' 

Men inde bag frokoststuen hos Kloster Auto tæt på Ringkøbing er der næppe udsigt til, at de afklædte damer bliver pillet ned. 

- Jeg synes ikke, det gør noget, og jeg synes, det er censur med sådan en kampagne, siger Bjarne Qvistgaard, indehaver af Kloster Auto.

- Tag de forældede kalendere ned. 

Tekniq Arbejdsgiverne, som er en arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for el, vvs og metal, har sendt en alternativ kalender ud til deres 4100 medlemsvirksomheder. 

Den skal demonstrere de omtalte nøgenkalendere på steder, hvor de mener, at den ikke hører til - eksempelvis hos frisøren eller tandlægen. 

- Vi kan se, at vi har rigtig svært ved at rekruttere og fastholde kvinder i vores fag, siger administrerende direktør i Tekniq Troels Blicher Danielsen. 

- Gå en tur – og tag de forældede kalendere ned eller brug kalenderen som et dialogværktøj med dine medarbejdere, lyder det også. 

- Ser ikke noget problem i det. 

Selvom alle virksomhederne i artiklen og indslaget her ikke er medlem af foreningen, har de stadig en holdning til kampagnen. 

Det gælder blandt andre Tommy Poulsen, der arbejder på Hvide Sande Skibssmedie.

- Jeg ser ikke det store problem i det. Det kan de forskellige firmaer selv finde ud af at håndtere. 

Hos håndværkerne på Kynde og Toft i Thyborøn er det primært i frokoststuen, at de afklædte kvinder hænger på væggene. 

- Det er jo lidt en mandeverden herude, siger værkfører Jens Peder Toft. 

Men skal det ikke være slut med at dyrke den der mandeverden? 

- Nej, det kan vi ikke lave om på. Den kultur skal man helst ikke røre ved, så bliver det for kedelig det hele. Der skal være noget at kigge på. 

Nogenlunde samme toner lyder det fra Dennis Stræde fra Vestværftet i Hvide Sande. 

- Så længe kunderne og andre folk, der besøger os, ikke har noget imod det, så kan jeg heller ikke se noget problem i det.

Men det kan måske fraholde nogen fra gerne at ville arbejde her i virksomheden? 

- Det har vi ikke oplevet overhovedet. Tværtimod har vi aldrig rigtig haft problemer med at få folk heroppe - og slet ikke på grund af nøgenkalenderne, afslutter Dennis Stræde.