48-årig løsladt i Maria-sagen

DNA-prøver kunne ikke bekræfte politiets mistanke mod 48-årig mand. Han er nu uden for mistanke, siger politiet.

11012010mariadrab001.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag valgt at løslade den 48-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet, sigtet for drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen fra Herning.

Det sker efter, at politiet sidst på dagen telefonisk har modtaget svar på de DNA-prøver, der er taget i sagen.

- Resultatet her er, at der i disse prøver ikke er noget der tyder på, at den 48-årige mand, der er fængslet i sagen, er identisk med gerningsmanden, skriver lederen af efterforskningen, politiinspektør Ole Henriksen i en pressemeddelse.

Ole Henriksen siger til TV/Midt-Vest, at den 48-årige ikke længere er under mistanke.

- Det er dybt beklageligt, at de oplysninger, vi havde som følge af afhøringer og undersøgelser på daværende tidspunkt, gav anledning til, at han blev mistænkt. Men nu har vi heldigvis fået klarhed for, at der er ting, der tyder på, at det ikke er ham. Og at vi derfor udelukker ham i den sammenhæng, siger han.

Lederen af efterforskningen vil ikke ind på, hvad DNA-prøverne helt konkret viser. Men han understreger, at politiet har fået nye spor at arbejde videre med.

Politiet oplyser, at den 48-årige er blevet hentet af sin familie. Hans forsvarer er underrettet om løsladelsen.

Interview med Ole Henriksen: