Vil både redde klimaet og undgå oversvømmelser: Lemvig efterlyser lovændring

Der skal bruges en masse vand til Power-to-X-anlæg, og det behøver ikke være fint drikkevand fra undergrunden.

Der ses tit store mængder vand på markerne i Lemvig Kommune.
Der ses tit store mængder vand på markerne i Lemvig Kommune.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

I Lemvig er det ikke sjældent, at højtstående grundvand skaber problemer på marker og i byer.

- Der er så meget højtstående grundvand omkring Lemvig, at man nærmest kan drukne i det, udtaler Lars Nørgård Holmegaard, direktør i Lemvig Vand, i en pressemeddelelse.

Nu efterlyser han en lovændring, som både kan komme det problem til livs og samtidig gøre noget godt for klimaet. For at forstå det den sammenhæng, bør vi starte et andet sted.

Danmark har et mål om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030, og skal vi lykkedes med det, skal vi bruge vand – og gerne masser af det. Power-to-X anlæg, som er en del af fremtidens løsning på klimaudfordringerne, skal netop bruge vand, som kan omdannes til brint.

Men det store vandbehov skal ikke gå ud over drikkevandet i undergrunden, mener brancheorganisationen DANVA. Men det vil det gøre, som tingene er i dag.

- Som det er nu, kan vi kun levere vand i en kvalitet svarende til drikkevand. Reelt kan vi på sigt komme til at levere fem gange så meget vand til PtX, som vi samlet set leverer til alle vores kunder i dag, men det vil jo udsætte vores grundvandsressource kraftigt, hvis vi brugte det samme grundvand, som vi bruger til drikkevand, udtaler Lars Nørgård Holmegaard.

Løsningen på dét problem er en lovændring. Lovgivningen har nemlig ikke fuldt med i takt med udviklingen af PtX.

Eksempelvis efterlyser Lars Nørgård Holmegaard, at Vandsektorloven rummer definitioner som ”teknisk vand”, så alt vand ikke bare er vand. Teknisk vand kan i denne sammenhæng dække over alternative vandtyper, som skal bruges til industrielle formål, herunder PtX.

- Når vi skal levere store mængder vand til PtX, giver det mening at se på hele vandplanlægningen. Hvis vi kan bruge det vand, som skaber problemer både på markerne og i byen, så får vi en løsning, der slår to fluer med ét smæk, siger direktøren.

Regeringen har en målsætning om, at Danmark skal være klimaneutral i 2045.