Vægterne indtog Lemvig med sang og morgenstjerner

Vægterne fra Danmarks Vægterlaug havde lørdag landstræf i Lemvig, hvor de gik gennem byen og stolt viste de gamle vægteres traditioner frem.

Vægterne gav også et vers i Rema 1000 Lemvig. Foto: Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Lørdag gik en stor gruppe sortklædte mænd gennem byen i Lemvig og sang sange om, hvad klokken er.

Det er dog ikke så mærkeligt, som det måske lyder. Der var nemlig vægtertræf i dag i Lemvig.

Hvis du ikke er helt sikker på, hvad en vægter er, så kan en af dem selv fortælle det.

- Det var en, der i gamle dage sørgede for ro og orden i byen, og hvis der ikke var ro og orden, så blev der det, når man brugte sin morgenstjerne, fortæller Tonny Andersen, der er oldermand i Danmarks Vægterlaug.

Morgenstjernen, som vægterne bruger, har pigge, der er fem centimeter lange. Foto: Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Foruden at holde orden, så var vægterens opgave også at oplyse byens borgere om, hvad klokken var. Nu er vægterens opgaver erstattet af politiet og armbåndurene. Oldermanden er dog også enig, at vægterne er noget, der hører gamle dage til.

- Jo, det er det, men det er jo det, vi holder i hævd. Vi bliver ved med at gøre som i gamle dage. Vores uniformer og vores morgenstjerner er kopier fra de originale i gamle dage. Vi bevarer de gamle traditioner, fortæller Tonny Andersen.

Vægterne har erstattet politiet igen

Nogle steder har vægterne faktisk overtaget politiets rolle igen. Det har det for eksempel i Løgstør, hvor det lokale vægterlaug er på gaden igen.

Læs også Smittetallet falder: Lemvig er klassens duks - restauranter håber på flere gæster

- I Løgstør har vi mistet politiet, så nu har vi vægterne i stedet for, siger Finn Jensen inden han bliver afbrudt af sin makker.

- Jeg må sige, at jeg er lidt i tvivl om, det var fordi, at vi kom, politiet flygtede, fortæller Erik Stagsted.

En gang om året mødes vægterne i Danmark til træf, og lørdag  var det i Lemvig fordi, det er 25 år siden, at vægterne vendte tilbage til den vestjyske by.

Der er vægtere i 14 købstæder rundt omkring i Danmark.

01:56

Vægtere fra alle landets 14 vægterlaug er i denne weekend samlet til træf i Lemvig.

Luk video