Ny plan for dødsensfarlig cykelsti: Nu bliver det mere sikkert at være ambulanceredder og cyklist

Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune har besluttet at rykke skelerne langs cykelstien på Ringkøbingvej længere væk fra midten, så kørebanen bliver bredere. Det sker efter kritik af vejens sikkerhed.

De såkaldte skeler - eller pæle - der markerer cykelstien på Ringkøbingvej ved Lemvig flyttes 30 centimeter længere væk fra midten, så kørebanen samlet set bliver 60 centimeter bredere.
De såkaldte skeler - eller pæle - der markerer cykelstien på Ringkøbingvej ved Lemvig flyttes 30 centimeter længere væk fra midten, så kørebanen samlet set bliver 60 centimeter bredere.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

En ny cykelsti på Ringkøbingvej ved Lemvig har siden sidste år givet problemer for trafiksikkerheden, men nu har Teknik- og Miljøudvalget vedtaget en plan, der skal gøre det mere sikkert at køre på strækningen.

Det sker, efter at to ambulancereddere i december 2020 kom med et opråb om, at de særlige pæle langs cykelstien - de såkaldte skeler - var farlige for både cyklister og andre trafikanter, når de kørte med udrykning.

Skelerne blev opsat sidste år med knap 100 meters mellemrum for at markere overgangen fra vejbane til cykelsti. Det skulle gøre det mere sikkert for cyklister, men pælene har ikke fungeret efter hensigten, lød kritikken.

- Folk gør, hvad de kan for at trække ud, men der er ikke meget plads at trække ud på grund af den nye cykelsti, sagde ambulanceredder Kasper Brunsgaard Halstrøm til TV MIDTVEST tilbage i december.

Han og kollegaen var overbeviste om, at det en dag ville gå galt, hvis ikke noget blev ændret.

Preben Mølgaard og Kasper Brunsgaard Hallstrøm er begge ambulancereddere i Lemvig. I december 2020 fortalte de på TV MIDTVEST, hvorfor de oplevede, at cykelstien på Ringkøbingvej burde laves om.
Preben Mølgaard og Kasper Brunsgaard Hallstrøm er begge ambulancereddere i Lemvig. I december 2020 fortalte de på TV MIDTVEST, hvorfor de oplevede, at cykelstien på Ringkøbingvej burde laves om.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ny løsning efter kritik

Efter TV MIDTVEST bragte historien med ambulancereddernes kritik af den nye cykelsti, har sagen været oppe at vende i Teknik- og Miljøudvalget i kommunen.

Mandag besluttede udvalget så at ændre nogle ting på strækningen fra Lemvig By og Rom.

Først og fremmest flyttes skelerne længere væk fra midten, så kørebanen bliver i alt 60 centimeter bredere. 

- Alle trafikanter vil nu opleve, at vejen føles bredere, når de steler rykkes længere ud. For udrykningskøretøjer vil det også være nemmere at håndtere, hvis man skal manøvrere i en udrykningssituation, forklarer Steffen Damsgaard (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig. 

Desuden skal skelerne fremover placeres med minimum 100 meters afstand og på en måde, så de står forskudt af hinanden på hver side af vejen. Indtil nu har der været steder, hvor pælene stod med mindre afstand og lige overfor hinanden, men det bliver altså lavet om fremover.

Hastighedsbegrænsningen på strækningen kommer også til at blive reduceret fra 80 kilometer i timen til 70 kilometer i timen.

Steffen Damsgaard (V) er formand for Teknik og Miljøudvalget i Lemvig Kommune.
Steffen Damsgaard (V) er formand for Teknik og Miljøudvalget i Lemvig Kommune.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Den rette løsning

Steffen Damsgaard fortæller, at Midt- og Vestjyllands Politi har været med til at udarbejde den nye plan for strækningen, og at det er den valgte løsning, som politiet har anbefalet. 

Også ambulancereddernes arbejdsgiver, Falck, er ifølge udvalgsformanden med på planen.

- Vi har været i kontakt med Falck efterfølgende, og de er fuldt ud tilfredse med den her løsning, lyder det fra Steffen Damsgaard.

Han er også selv godt tilfreds med, at sikkerheden på Ringkøbingvej snart får et nyk opad.

- Det har jo skabt lidt utryghed hos trafikanterne, så derfor har vi prøvet at imødekomme det, så vi gør vejen mindre utryg for bilister, og stadigvæk fastholder vi trygheden for cyklister. Og endeligt skulle det også gerne føles mere sikkert for redderne, når der er udrykningskøretøjer, siger Steffen Damsgaard.

På skitsen ses et tværsnit af, hvordan vejen fremover kommer til at se ud på Ringkøbingvej mellem Lemvig og Rom.
På skitsen ses et tværsnit af, hvordan vejen fremover kommer til at se ud på Ringkøbingvej mellem Lemvig og Rom.
Foto: Teknik- og Miljøudvalget