Johan er 19 år og gymnasie-elev: Nu åbner han egen butik
Johan Anderson har trods sin unge alder været iværksætter i to år. Nu har han åbnet sin egen butik der sælger fiskegrej.
Det er nok de færreste unge mennesker der kan sige, at de i en alder af 19 år har nået at starte en webshop, sælge den videre, starte en ny webshop og nu åbne en fysisk butik.
Men det kan Johan Anderson. Han er ejer af webshoppen Grejshoppen.dk, og lørdag har han åbnet en fysisk butik midt i Lemvig.
Til daglig er han ellers i gang med sit tredje år på handelsgymnasiet i Lemvig.
Dog kribler det mest i den unge iværksætter for at drive virksomhed, mens skolen kommer i anden række:
- Interessen for skolen er ikke lige så stor, som den er for at drive min webshop og butik, men jeg må komme igennem det sidste halve år. Så jeg kan komme på fuld tid, siger han.
Flair for forretning
Johan Anderson har tidligere drevet en anden webshop og været i gang som iværksætter i snart to år.
Den første netbutik solgte han dog videre med en pæn fortjeneste, og derfor startede han Grejshoppen.dk
- Så skulle jeg finde på noget andet at give mig til, og det blev fiskegrej. Jeg kan godt lide at have noget at give mig til og lave noget på internettet. Det er sjovt, hvordan man kan få en virksomhed til at vokse fra ingenting til lige pludselig at få mange daglige ordrer ind, siger Johan Anderson.
Selve udvidelsen af forretningen til en ny fysisk butik kommer, fordi netbutikken var vokset, og den unge iværksætter manglede et større lager. Samtidig øjnede han et hul i markedet:
- Jeg synes, det kunne være hyggeligt at få en butik, fordi udvalget ikke er så stort af højkvalitetsfiskegrej her i nærheden, lyder det fra Johan Anderson.
Og grejshoppen er tænkt som mere end blot et supplement til gymnasieuddannelsens SU. Johan Anderson har langsigtede planer med forretningen:
- Jeg vil godt have noget at lave, når jeg er færdig. Så jeg tænkte, at det at det var godt at komme lidt tidligt i gang, så jeg havde noget at give mig til den dag, jeg er færdig med gymnasiet, så jeg ikke skal opbygge noget helt fra bunden, siger han.