Fornem hæder til Å-manden

Å-manden Bent Lauge Madsen er blevet hædret med Wesenberg-Lund-Prisen for sin livlange kamp for vandløb og søer.

bent_lauge.jpg

Siden han var dreng, har de danske åer og vandløb haft en helt særlig plads i hjertet på den 79-årige miljøforkæmper Bent Lauge Madsen. Tirsdag blev han hædret med Wesenberg-Lund-Prisen ved et arrangement i Horsens.

- Jeg blev virkelig overrasket. Jeg synes, jeg har fået priser nok og der er andre, der har gjort sig fortjent til noget som det der, sagde Bent Lauge Madsen efter overrækkelsen.

Boet i Vandborg

Bent Lauge Madsen er født i Aarhus, men har boet det meste af sit liv i Vandborg ved Lemvig. Han er uddannet biolog og har skrevet flere bøger om vandmiljø.

I begyndelsen af 90'erne var han med til at starte Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.

Og det er netop den livslange kamp for bedre vandmiljø, der nu sikrer miljøforkæmperen den fornemme hæder.

- Han kæmper fortsat hver eneste dag. Han har gjort en forskel i dette land, ingen tvivl om det, siger Kaj Sand Jensen, professor i ferskvandsøkologi ved Københavns Universitet.